Maria Vraa Schouw-Petersen

Jeg kender, på egen krop, følelsen af magtesløshed når kroppen og hjernen siger fra. Lyst til, og behov for bevægelse, men en krop, der reagerer negativt på stort set alt hvad man prøver på.

Jeg har været lagt ned med stress-overbelastning og har fået fibromyalgi, og har de seneste 7 år øvet mig på at leve i en krop der kan meget mindre end før og slet ikke dét, jeg gerne vil have den til. Meget blid yoga og aktivt brug af åndedræt har været en stor del af vejen op af de sorte huller for mig.

Min baggrund for at undervise på ”Bevægelse for dig med smerter og stress-symptomer” er således min egen personlige erfaring og vej, krydret med en faglig ballast som instruktør og udøver af mange forskellig slags bevægelsestræning.
For 20 år siden forelskede jeg mig i yoga, og jeg har afsøgt stort set alle kroge af yogaens forskellige afarter. Jeg har nørdet yoga-filosofi, anatomi og yogastillinger, og ikke mindst brug af yoga i forskellig sammenhæng. Derudover har jeg undervist i yoga i 3 år.

Min undervisning tilpasses altid deltagerne og det behov de har, og øvelserne jeg bruger, har elementer, der ikke nødvendigvis har rod i yogaen. Du vil opleve en sammenhængende time, hvor vi kommer kroppen igennem, og hvor du går med mere energi end du kom med.

Kontaktoplysninger