Strikkefestival i Bjerringbro

Denne lørdag er for alle strikkeglade. Få masser af inspiration til nye strikkeprojekter på dagens foredrag og workshops med Vithard Villumsen, Margrethe Seiersen, Annie Hartvig og Lotte Mirsal.
Alle med grundlæggende kendskab til strikning kan deltage.

Dagen er et samarbejde med Bjerringbro Bibliotek


Se det fulde program her:
  9.30  Kaffe/te, rundstykke og velkomst
10.00 – 12.00  Workshops - 1. runde

Workshop 1:
Vithard Villumsen: Montering
Er du også én af dem der HADER at sy sammen? For det bliver aldrig pænt og det svært at holde styr på? Og har du også bunker af færdigtstrikkede, ikke-monterede trøjer liggende?
På denne workshop lærer du, hvordan du får lavet pæne sammensyninger i sider og på skuldre.
Vi skal arbejde både med glatstrikning og retstrikning.
Alle deltagere skal medbringe 4 strikkede kvadrater (slå 40 m op og strik lige op til du har et kvadrat), 2 i retstrikning, som er aflukkede, 2 i glatstrikning, som ikke er aflukkede. Pinde og garn, der svarer til det brugte i prøverne, samt garn til at sy sammen med, en stoppenål uden spids.

Workshop 2:
Margrethe Seiersen: Flerfarvestrik.
Prøv forskellige teknikker til at strikke med flere farver.
Vi laver strikkeprøver i flerfarvet strik, som kendes fra f eks. fair isle, islandsk og norsk strik, tofarvede grafiske mønstre mm. Lær hvad begreber som dominans, diagram, flotteringer mm betyder for dit strik.
Måske har du ligesom mig en drøm om at strikke ”Dubai-tørklædet” – det er ikke noget problem, når ovenstående begreber sidder.
Har du lyst til at prøve, så medbring garn (gerne uld) i min. to, gerne flere forskellige farver og strikkepinde i en størrelse der passer til garnet.  Jeg foreslår 3 - 3,5 mm.

Workshop 3
Annie Hartvig:Beregning af garn, strikkeprøver og fibre
Har du fundet en super opskrift, men passer dit garn ikke i strikkefastheden? Få hjælp til, hvordan du omregner opskrifter til alternativt garn. Du vil også få info om forskellige fibre og værktøj samt betydningen af strikkefasthed og strikkeprøver. Der sluttes af med introduktion til Youtube, strikkehjælp, samt danske og engelske strikke-podcasts
Workshoppen er både for nybegyndere og øvede. Medbring papir, blyant, lommeregner og gerne smartphone.
Kompendium udleveres

12.15 – Frokost

12.45 – 14.45 Workshops - 2. runde

Workshop 4
Vithard Villumsen: Farveeksperimenter
Synes du også det svært at finde ud af hvilke to farver, du skal vælge at sætte sammen til dit næste strikkeprojekt? Eller har du endnu engang fået strikket en trøje, hvor mønstret, bare ikke blev HELT perfekt på grund af noget med farverne? Vi snakker om farveteori, farvetyper og hvilke farver, der er hotte for tiden.
Vi skal prøve at se på forskellige farvekombinationer og muligheder for inspiration til at afprøve noget nyt. Får vi tid kommer vil til at afprøve farvekombinationer i strikkeprøver, eventuelt kombineret med forskellige masketyper.
Deltagerne skal medbringe digitalkamera, postkort eller fotografier af deres yndlingsmalerier, farver og papir. Garn i 6-12 forskellige farver samt pinde, der passer dertil.

Workshop 5:
Lotte Mirsal: Nevercont
Nevercont er en gammel engelsk strikketeknik, der i sit udtryk ligner, at det strikkede stykke er sammensat af flettede strimler. I virkeligheden består nevercont af små strikkede firkanter, der strikkes sammen på kryds og tværs uden at garnet brydes.
På workshoppen lærer du de grundlæggende principper bag nevercont, så du er klar til selv at fortsætte teknikken hjemme hos dig selv. Når først koden til nevercont er knækket, er det slet ikke til at stoppe igen!
Medbring rundpind med tilhørende garn.

Workshop 6:
Margrethe Seiersen:Skyggestrik.
Skyggestrik er meget enkelt mønster-strik med utallige muligheder.Faktisk kan man sige, at mønstringen er minimal. Umiddelbart ses mønstret ikke, men ved bevægelse kan et skyggestrikket mønster nærmest virke ”magisk”. Den der bærer en skyggestrikket trøje, poncho eller tørklæde ser hele tiden noget nyt.
Der strikkes over to pinde, hvoraf den ene er udelukkende ret, og den anden kombineres ret og vrang.
Et helt enkelt princip med muligheder for at lave usædvanlige og spændende resultater.
Har du lyst til at prøve, så medbring garn (gerne uld) i min. to forskellige farver og strikkepinde i en størrelse der passer til garnet.  Jeg foreslår 3  - 3,5 mm

15.00 – 16.00 Kaffe og foredrag med Lotte Mirsal: Mit strikkede liv, - om hvordan strik har fulgt Lotte karrieremæssigt, men også når der har været svære perioder.

Tak for i dag

Kontakt LOF Midtjylland på kontor@lof-midtjylland.dk eller 87262326 for valg af workshops.

Pris: 390 kr. inklusiv foredrag, workshops, kaffe/te med rundstykke, frokost (sandwich) + vand/sodavand, kaffe og kage
 
Tilmelding LOF Midtjylland, lof-midtjylland.dk eller 87 26 23 26

Sidste frist for tilmelding 27. februar

Nummer
081715 - Strikkefestival i Bjerringbro
Første mødegang
lørdag den 14.03.20 kl. 09:30 - 16:00
Undervisere
Adresse

Gudenåhuset, Realskolevej 12, 8850 Bjerringbro

Se på kort

Mødegange
1
Pris
Almen
DKK 390,00
lørdag den 14.03.20

Kl. 09:30 - 16:00

Med LOF Midtjylland

Realskolevej 12, 8850 (Viften)

Se på kort