Ringsteds aftenskoler i samlet opråb over nedlukning af varmtvandsbassin

Ringsteds aftenskoler i samlet opråb over nedlukning af varmtvandsbassin

17. april 2023

Pressemeddelelse:

Ringsteds aftenskoler i samlet opråb over nedlukning af varmtvandsbassin

Det er ikke mindre end en katastrofe, at varmtvandsbassinet på Byskovskolen, afd. Asgårdsskolen nu indstilles til nedrivning, siger oplysningsforbundene (også kendt som aftenskoler) i Ringsted i et samlet opråb. Der er nemlig ingen alternativer, og det betyder, at 557 borgere årligt – primært ældre med gigt eller andre fysiske skavanker – fremover ingen mulighed har for at blive undervist i bevægelse i et varmtvandsbassin. For disse borgere er det ofte altafgørende for at kunne holde deres krop så meget i fysisk god form, at de kan klare sig sundere og fysisk bedre igennem deres senior- og ældreliv. Det er folkesundheden blandt disse borgere, der nu sættes på spil, hvis Ringsted Kommune vælger at nedrive bassinet, lyder det fra oplysningsforbundene AOF, FO, FOF, GOK og LOF.

Udover bevægelse i varmtvand, som er skånsomt for kroppen, så har oplysningsforbundene også kurser i babysvømning, pulstræning, vandskrækhold samt kurser for mennesker der har været udsat for f.eks. kræftbehandling og andre svære lidelser, men som ikke længere tilbydes træningsforløb i sundhedsvæsenet. Både oplysningsforbundene og deltagerne udtrykker dyb frustration over den situation, de nu er bragt i.

Igennem længere tid har der været problemer med varmtvandsbassinet på Byskovskolen, afd. Asgårdsskolen, og i perioder på flere måneder har bassinet været lukket ned. Længden på nedlukningerne har skyldes tekniske problemer og utæthed i taget, samt ikke mindst uhensigtsmæssig planlægning af tidspunktet for reparationer, fx uden for ferierne. I disse nedlukningsperioder har oplysningsforbundene i Ringsted måttet aflyse deres undervisning, fyre undervisere eller betale dem løn, selv om der ikke var undervisning, bare for at fastholde underviserne - samt ikke mindst tilbagebetale deltagerbetaling. Det trækker hårdt på ressourcerne og økonomien i oplysningsforbundene. Men ikke mindst går det hårdt ud over deltagernes fysiske form, at de ikke kan få undervisning og dermed vedligeholde deres træning i varmtvandsbassinet.

Oplysningsforbundene og deltagerne stilles ingen alternativer i udsigt, for der er ingen eller kun få ledige timer i Ringsted Svømmeland. Derfor går Oplysningsforbundene AOF, FO, FOF, GOK og LOF nu ud i et fælles opråb til Ringsted Kommunes politikere, for at gøre dem opmærksom på, hvilke konsekvenser en nedrivning af varmtvandsbassinet har for folkesundheden. Måske ikke i morgen. Men det tager kun ganske få uger at nedbryde muskelmasse, hvis man ikke vedligeholder sin krop fysisk. Derfor vil konsekvenserne også kunne mærkes i løbet af forholdsvis kort tid. Og det bliver langt dyrere på sigt, end at give disse borgere mulighed for at bibeholde deres træning- og bevægelsesundervisning i vand.

Man har netop investeret i og indviet det nye samlingssted Ramplaen ved Ringsted Sport Center i Ringsted Kommune til knapt 50 mill. Men hvis Ringsted Kommunes politikere vælger at nedrive varmtvandsbassinet på Byskovskolen, afd. Asgårdsskolen, så anbefaler og håber oplysningsforbundene i Ringsted på, at man også vil investere og tilgodese den målgruppe af primært ældre borgere, der benytter andre tilbud end sportshallerne. Derfor foreslår oplysningsforbundene AOF, FO, FOF, GOK og LOF, at Ringsted Kommune vælger at tilbygge et nyt varmtvandsbassin til Ringsted Svømmeland. For behovet er der, siger lederne af oplysningsforbundene.

’Politikere taler ofte varmt og hjerteligt om, hvor vigtigt det er at forebygge frem for at behandle, og hvor vigtigt det er, at borgerne i så vid udstrækning som muligt lærer at klare sig selv, så det pressede sundhedsvæsen ikke belastes yderligere. Det vil der i høj grad blive brug for nu, hvis man vil tage folkesundheden og disse 557 borgere alvorligt’, siger Bent Christiansen, leder af GOK, og formand for Samrådet i Ringsted Kommune for oplysningsforbundene AOF, FO, FOF, GOK og LOF.

Med venlig hilsen

• AOF Sydvestsjælland, Bente Jeppesen
• FO - Frit Oplysningsforbund, Inge Dahlmann Andersen
• FOF Syd- og Vestsjælland, Sabine Skou Gøtterup
• GOK - Gigtforeningens Oplysningskreds, Bent Christiansen
• LOF Kursuscenter Øst, Bodil Sø

Er du vores nye underviser, foredragsholder eller turguide?

  • 6. maj 2021 - Vi søger nye undervisere. Har du en særlig passion eller kan du noget helt særligt, som du gerne vil undervise andre i?

Tre LOF-afdelinger fusionerer til Kursuscenter Øst

  • 7. maj 2021 - Den 5. maj 2021 fusionerede LOF Ringsted, LOF Køge og LOF Roskilde-Greve til en fælles afdeling med det nye navn LOF Kursuscenter Øst.

ÅBENT HUS søndag den 30. maj i Den Gule Hal i Køge

  • 30. maj 2021 - Se gedigent håndværk og spændende kunst - når vi viser håndlavede knive, modelbyggede skibe, workshop med mandala-tegning samt kunst.