Mød pianisten Tanja Zapolski i et musikalsk foredrag
- et musikalsk talent med mange facetter og kendt fra PIANO med Mads Langer
Denne Palmesøndag - ugen før Påskesøndag - kan du møde pianisten Tanja Zapolski til et musikalsk foredrag. Vi skal være i den smukke gamle sal på Roskilde Gymnasium med udsigt til Roskilde Domkirke.
Tanja vil fortælle om sig selv, sin opvækst samt arbejde og oplevelser med musikken. Vi skal også høre Tanja spille.
“Tanja Zapolskis talent er umuligt at overhøre. Hun er et naturtalent og en
ren generator af musikalsk energi.”, Jyllands Posten.
Tanja Zapolski er en af Danmarks fremtrædende klassiske pianister, som
forbløffer publikum i ind- og udlandet med sin virtuose spilleteknik og stærke
musikalske udtryk. Med ukrainske rødder debuterede hun som solist med
orkester allerede som 8-årig. Da hun som 12-årig flyttede til Danmark, blev
hun optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som 15-årig,
hvor hun studerede hos Anne Øland og Amalie Malling.
Tanja har optrådt som solist med førende orkestre under ledelse af
prominente dirigenter i både Danmark og udlandet. Hun har spillet med Sir
Simon Rattle og optrådt sammen med den legendariske komponist Philip
Glass. Hendes repertoire spænder bredt fra barok og wienerklassisk musik til
romantisk, moderne kompositionsmusik, minimalistisk musik, samt pop og
elektronisk musik. Hun har optrådt på store festivaler, herunder både
klassiske scener og Roskilde Festival og jazzscener, og har været aktiv i
utallige kammermusikgrupper med nogle af verdens bedste musikere, hun
har indspillet en masse teater og filmmusik.
Tanja har modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, herunder
Gladsaxe Musik Prisen, Wilhelm Hansens Pris og Victor Borge Prisen. I 2019
blev hun optaget i Kraks Blå Bog.
Udover sin koncertvirksomhed optræder hun ofte i TV i bl. a. programmerne “Piano” på TV2, hvor hun var dommer sammen med Mads Langer, og “Den Klassiske Musikquiz” på DR, og er ofte jury i musikkonkurrencer.

Praktisk info
Indgang til Den Gamle Sal ligger til venstre lige inden indgangen til Roskilde Gymnasium - lige overfor Roskilde Domkirke.