• Peter Kær
    Peter Kær underviser i kunstforståelse og arrangerer kunstcaféer og museumsomvisninger. Fungerer derudover som moderator og igangsætter. Er vært på forskellige tv-programmer om kunst og historieformidling på DR K og har i en årrække arbejdet for DR og TV2 som vært, journalist og tilrettelægger.

Online højskole: Kunstruten med Peter Kær

6 Museer og kunstudstillinger i Danmark

KUNSTRUTEN MED PETER KÆR’ er LOFs populære virtuelle højskole med kunsthistoriker Peter Kær som fast højskole-vært. Alt foregår ’live’, hvor Peter byder velkommen, snakker med oplægsholderne fra museerne og styrer dialogen.

Med KUNSTRUTEN får du et unikt indblik i nogle af Danmarks mest interessante kunstmuseer og udstillinger – direkte hjemme fra din stue. Over seks mødegange kommer du med på en lærerig rejse gennem en række forskellige kunstretninger i hele Danmark. Du kan oven i købet dele din skærm med andre – og fx se højskolen via din tv-skærm.

Med LOF’s online højskole udfordrer vi højskolens traditionelle form. Deltagerne mødes på den digitale platform Zoom første gang mandag den 31. oktober mellem kl. 19.00-21.00, hvor alle deltagerne får mulighed for at få en halv times introduktion til teknikken. Herefter er der højskole seks mandage i træk fra kl. 19.00-21.00. På disse dage udfoldes kunsthistorien af oplægsholdere fra museerne med speciale i netop deres område.

Sådan forløber en online højskoledag:
Hver højskoleaften varer 2 timer fra kl. 19-21, og du ledes igennem programmet af vores højskole-vært Peter Kær. Som en fast del af højskole-konceptet samles vi kl. 19.00 til fællessang og introduktion til dagens tema. Derefter går vi til dagens foredrag fra et af de 6 deltagende kunstmuseer i Danmark.

Under foredraget kan deltagerne stille spørgsmål i chatten, og efter foredraget er der dialog i ’breakout rooms’ i mindre grupper. Peter Kær styrer debatten og sørger for at binde temaerne sammen og giver inspiration til videre oplevelser – online eller rundt om i landet.

Til hver højskole gang har vi indlagt 5 minutters bevægelse, ledet af en underviser fra LOF, så vi får rørt kroppen lidt i løbet af de to timer.

I ’KUNSTRUTEN MED PETER KÆR’ kan du møde:

31.10.22: Introduktion til Zoom (valgfrit, hvis du fx har prøvet Zoom før)
07.11.22: Holstebrokunstmuseum.dk
14.11.22: Ribe Kunstmuseum
21.11.22: Kuntmuseum Brandts, Odense
09.01.23: ARoS, Aarhus
16.01.23: Den Hirschsprungske Samling, København
23.01.23: ARKEN Museum for Moderne Kunst, Ishøj


OBS! Højskolen foregår live og vil ikke blive optaget, så der er ikke mulighed for at se det senere.

Som på en rigtig højskole fortsætter snakken også uden for foredragssalen, hvor vi deler oplevelser og tanker i holdets fælles facebookgruppe. 'Kunstruten med Peter Kær' er et samarbejde mellem 6 LOF-afdelinger fra hele landet.

Pris og tilmelding:
Du er velkommen til at invitere en ven eller to til at sidde med ved skærmen, så du har en at dele oplevelsen sammen med. Måske får I senere lyst til at besøge nogle af museerne sammen.

Uddybning af de 6 temaer:

31.10.22: Introduktion til Zoom
Alle deltagere inviteres til introduktion af online platformen Zoom, og denne er særligt tiltænkt og målrettet nye brugere af Zoom mediet, men erfarne er også velkommen til intro.
Vi gennemgår funktionerne og der er mulighed for at stille spørgsmål.

.............................................

07.11.22: LOF Nord:

1. Tema: Holstebro Kunstmuseum

I perioden 17.09.2022 – 22.01.2023 præsenterer Holstebro Kunstmuseum udstillingen OLIVIA HOLM-MØLLER – EN KUNSTNERKREDS OMKRING 1900-1930.

Med Olivia Holm-Møllers (1875-1970) brevarkiv som prisme, samt værker af de seks kvindelige kunstnere, tegner både udstillingen og det ledsagende katalog et fokuseret og levende tidsbillede af et endnu ikke beskrevet udstillingsfællesskab i dansk kunst ca. 1900-1930. Fællesskabet var kunstnerisk set bredtfavnende og funderet på venskaber; en alliance på en dansk kunstscene i opbrud på baggrund af den fremtrængende modernisme og dens idealer om kunst, geni og konflikt. Ud over Holm-Møller tæller kredsens fem øvrige kunstnere Carla Colsmann Mohr (1887-1974), Sophie Pedersen (1885-1950), Jacobine [Bizzie] Høyer (1888-1971), Marie Graae (1876-1944) og Elise Konstantin-Hansen (1858-1946). Sidstnævnte udstillede ikke med gruppen, men havde et tæt bånd til Olivia Holm-Møller, som udstillingen præsenterer gennem de to kunstneres gentagne portrætteringer af hinanden. I dag er kun tre af de seks kunstnere repræsenteret gennem indsamling på danske museer. Ud over at udstille samtidigt på tidens censurerede udstillinger, herunder den store Kvindelige Kunstneres Retrospektive i 1920, udstillede de fem en gang som gruppe, nemlig i stort opsat format på Kunstforeningen i 1911. Kredsens kerne, Holm-Møller, Pedersen og Colsmann, udstillede herudover som trio i 1916, 1920 og 1924 – aktiviteter som samtidens kataloger, omtaler i dagspresse samt brevene afdækker og kaster nye perspektiver på. Gennem Holm-Møllers kunstnerkreds spejles bredere strømninger i tiden. Ud over at præsentere værker af kunstnere, der ikke har været udstillet i museums sammenhæng før, tilbyder udstilling og katalog også et indblik i, hvordan det var at indgå i et ambitiøst og mangfoldigt udstillings fællesskab af kvindelige kunstner i en tid, hvor konflikter om det traditionelle kontra det moderne optog dagsordenen, og hvor kvinders adgang til flere kunstnersammenslutninger endnu ikke var tilladt.

Oplægsholder: Teresa Østergaard Pedersen, Museumsinspektør

............................................

14.11.22: LOF Nordvestsjælland:

2. Tema: Ribe Kunstmuseum

1. del: L.A. RING: ÅRSTIDERNE (særudstilling 17. september 2022-15. januar 2023)
Kom med og hør om Laurits Andersen Ring (1854-1933). Én af de mest originale og bedste malere i Danmark. Årstiderne havde stor betydning for kunstneren L.A. Ring. Han malede udendørs året rundt, og skabte stort set alle sine billeder ude i naturen. Udstillingen på Ribe Kunstmuseum behandler den centrale rolle, årstiderne spillede i Rings landskaber og figurbilleder, og understreger forbindelserne mellem kunstnerens værk og liv.

2. del: HIGHLIGHTS FRA SAMLINGEN: Hør Museums Anne-Mette Villumsen, mag.art. fortælle om udvalgte værker fra samlingen der rummer flere hovedværker inden for dansk kunst og strækker sig fra midten af 1700-tallet til Anden Verdenskrig. Ribe Kunstmuseum: Ribe Kunstmuseum, grundlagt i 1891, er en af landets ældste kunstmuseer. Samlingen rummer flere hovedværker inden for dansk kunst og strækker sig fra midten af 1700-tallet til Anden Verdenskrig.
Oplægsholder: Museumsinspektør Anne-Mette Villumsen, mag.art.

.............................................

21.11.22: LOF Slagelse-Korsør-Skælskør:

3. Tema: Kunstmuseum Brandts, Odense

Samtale med: Ellen Egemose og Linnea Szilas , Museumsinspektører

1. del: KUNSTMUSEUM BRANDTS FASTE PERLER OG DNA
2. del (efter pausen): AKTUEL SÆRUDSTILLING PÅ MUSEET, TOULOUSE-LAUTREC – OG STJERNERNE FRA MONTMARTRE

Kom med til et spændende foredrag om Kunstmuseum Brandts’ samling og aktuelle særudstilling Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre. Samlingen på Kunstmuseum Brandts rummer 250 års dansk kunsthistorie og afspejler skiftende tiders kunstsyn. Guldaldermalerne søgte efter skønheden i det danske landskab. Socialrealisten H.A. Brendekilde skabte danmarkshistorie med sit gribende monument over den udslidte landarbejder, der er faldet om på marken. De konkrete kunstnere hyldede abstraktionen som frirum og dyrkede farvens og formens klare sprog. Også den helt nye samtidskunst er repræsenteret i samlingen med nyfortolkninger af skulptur-traditionen. Med en kronologisk præsentation af samlingens væsentligste perioder vil foredraget give indblik i, hvordan kunstnere gennem tiden har forsøgt at sætte ord og billeder på en kompleks virkelighed. 

Udover den faste samling har museets skiftende særudstillinger – herunder Toulouse-Lautrec og Stjernerne fra Montmartre, som er aktuel fra september 2022 – januar 2023. Med talrige originale litografiske værker, af blandt andre Henri de Toulouse-Lautrec, og eksemplarisk kunsthåndværk præsenterer udstillingen den banebrydende kunst fra perioden la belle époque, den såkaldte smukke tid. Flere af tidens største kunstnere tilslutter sig den samtidige franske art nouveau-bevægelse, der samler kunstnere omkring troen på, at æstetik og kunst kan forskønne og forbedre menneskers hverdag. For at indfri dette potentiale begynder kunstnere at lave kunst til hverdagen: Kunsthåndværk, brugsgenstande og ikke mindst reklameplakater. På tværs af forskellige kunstneriske medier vil udstillingen og foredraget åbne op for periodens mange nuancer, der både er fulde af skønhed og alvor.

Oplægsholdere: Ellen Egemose og Linnea Szilas, begge museumsinspektører på Kunstmuseum Brandts

.............................................

09.01.23.: LOF Midtjylland:

4. Tema: AROS, Aarhus

I perioden 08.10.2022 – 26.02.2023 præsenterer ARoS udstillingen FRANCISCA CLAUSEN – HELE BILLEDET.

Clausen er i dag bredt anerkendt som en dansk kunstner med internationalt format. Gennem uddannelse og ophold i både Weimar, München, Berlin og Paris, placerer hun sig centralt blandt 1920’ernes og 1930’ernes toneangivende avantgarde-kunstnere. Hendes kunstneriske netværk og kompromisløse udforskning af kunstens abstrakte formsprog er enestående i en dansk sammenhæng, men i Danmark, på Clausens egen tid, blev hendes abstrakte malestil opfattet som radikalt ny. Clausens værker var derfor svære at begribe for datidens danske kunst anmeldere- og publikum.

I dag kan Clausen anerkendes som en fremragende abstrakt avantgarde-kunstner, men også som portrætmaler, designer og surrealist. Som kunstner navigerede hun frit mellem disse forskellige kunstneriske opgaver. Clausens vifte af forskellige udtryk viser sig tydeligt at være en bevidste stræben efter at mestre et alsidigt kunstnerisk udtryk. Hendes intense abstrakte udforskninger af kunsten udfoldede sig således samtidig med, at hun dyrkede portrætmaleriet og plakatkunsten.

Oplægsholder: Mathias Lassen, Kunsthistoriker og kunstfaglig formidler

.............................................

16.01.23: LOF Øresund:

5. Tema: Den Hirschsprungske Samling, KøbenhavnDen Hirschsprungske Samling er et museum stiftet af kunstsamlerne Heinrich og Pauline Hirschsprung i 1902. De var jødiske andengenerationsindvandrere fra Tyskland med en stor kærlighed til dansk kunst. Deres samling kom til at sætte dagsordenen for, hvad vi stadig ser som det bedste i dansk kunst.

Museet viser kunst fra det 19. og starten af det 20. århundrede med hovedværker af bl.a. C.W. Eckersberg, Christen Købke, P.S. Krøyer, Anna Ancher og Vilhelm Hammershøi. Samlingen rummer også møbler, genstande tidligere ejet af kunstnere og statuetter samt et stort arkiv af dokumenter og over 30.000 kunstner breve.

Udstillingen Anna Syberg: Øjeblikkets skønhed
Anna Syberg var en nøgleperson i kunstnerkolonien Fynboerne. Hun fandt sine motiver i blomster og planter, i hjemmets vaser og potter, i haven og i friluftsstudier i naturen. Hun fornyede blomstermaleriet og særligt karakteristisk er hendes arbejde med akvarel. I hendes billeder veksler lag af blyantskitse med lag af vandfarve og sort tusch. Hendes billeder udfolder planter og blomster med en teknisk overlegenhed.

Anna Syberg tog del i de kunstneriske strømninger, der i begyndelsen af 1900-tallet markerede nye måder at arbejde med akvarellen og blomstermotivet. Hendes undersøgende tilgang gør hende til en væsentlig fornyer. Men Anna Syberg måtte også navigere i sin tids sociale vilkår som kunstner og som menneske.

Oplægsholder; Rasmus Kjærboe, Museumsinspektør, ph.d.

.............................................

23.01.23.: LOF Kursuscenter Øst (Greve, Køge, Ringsted, Roskilde, Solrød):

6. Tema: ARKEN, Museum for Moderne Kunst

1. del: ‘GIANT BILLIARD’ af Haus-Rucker-Co
Leg kan forandre samfundet. ARKEN i Ishøj præsenterer fra 8. oktober 2022 til 16. april 2023 en genskabelse af de østrigske arkitekt- og kunstner-gruppe Haus-Rucker-Co’s kæmpe installation Giant Billiard fra 1970. Legen på Giant Billiard rejser spørgsmål om, hvordan vi indretter vores hverdag og vores samfund? Hvad betyder de fysiske rammer for den måde, vi er sammen med andre mennesker på?

Hvad gør du, når en tre meter høj, oppustelig kugle kommer rullende mod dig i høj fart. Springer du for livet, lader du dig vælte over ende, eller spiller du kuglen videre til nogle andre, mens du tumler rundt på en kæmpemæssig hvid luftmadras? Du er på et kunstmuseum med regler og begrænsninger, men i værket Giant Billiard må du lege, uanset om du er voksen eller barn. Det er første gang, at Haus-Rucker-Co’s kæmpe installation Giant Billiard opføres i Skandinavien. 

2. del: ARKENs faste udstillinger
I andel del fortæller Jenny Lund om ARKENs faste udstillinger, der præsenterer dansk, nordisk og international kunst – fra de nye, unge talenter til de etablerede navne.

Oplægsholder: Jenny Lund, Museumsinspektør/ Curator

Praktisk info

Om det tekniske
LOF’s online højskole foregår i gratisprogrammet Zoom. Alt du skal bruge er en internetforbindelse og en tablet eller computer.

D. 31/10 inviteres du til en online test af teknikken med introduktion til, hvordan du deltager, skriver bemærkninger i chatten og bidrager til debatten. Selve højskolen starter d. 7/11.  For spørgsmål til teknikken kontakt Susanne på tlf. 23321843. Nogle dage før holdstart vil du få tilsendt et link på mail.

Nummer
2287010 - Online højskole: Kunstruten med Peter Kær
Første mødegang
mandag den 07.11.22 kl. 19:00 - 21:00
Undervisere
Adresse

Online,

Se på kort

Mødegange
6
Ny pris (hold er startet)
Almen
DKK 175,00 350,00
mandag den 07.11.22
Er blevet afholdt
mandag den 14.11.22
Er blevet afholdt
mandag den 21.11.22
Er blevet afholdt
mandag den 09.01.23

Kl. 19:00 - 21:00

Peter Kær

(Zoom)

mandag den 16.01.23

Kl. 19:00 - 21:00

Peter Kær

(Zoom)

mandag den 23.01.23

Kl. 19:00 - 21:00

Peter Kær

(Zoom)