• Peter Skovmos Nielsen

    Efter et arbejdsliv som lærer og leder for ungdomsuddannelserne på Herningsholm Erhvervsskole og Flyvestation Karup, skifter jeg i 2015 til en tilværelse som pensionist. Jeg dedikerer min arbejdskraft til Julemærkefonden som frivillig, fordi jeg i mit arbejde har set det store behov for at hjælpe mobbede og ensomme børn og unge tilbage til et værdigt liv, og det kan ske med et ophold på et Julemærkehjem. Formidling har været en af de væsentligste opgaver i mit arbejdsliv, så det bliver her jeg sætter ind.

     

    Formidling af historiske emner bliver mit frivillige bidrag, hvor honoraret går ubeskåret til Julemærkehjemmene. Min tilgang til det er, at gæsterne først og fremmest skal have en god dag, og hvis de ved mere når de går hjem, så er det selvfølgelig også fint. Jeg bruger meget at se emnerne fra lidt skæve vinkler, godt krydret med anekdoter og personhistorier. Min grundholdning i alle oplæg er, at det ikke er alt sort, der er sort, og det er ikke alt hvidt, der er hvidt, hvilket er meget vigtigt når der er tale om følsomme emner som krig, flygtninge og indvandrere.

     

    Til alle mine foredrag medbringer jeg et meget stort billedmateriale, som gæsterne i eget tempo og efter interesse kan studere når de ankommer, i pausen eller på vejen hjem. Billederne viser ofte andre sider af emnet end det jeg fortæller om. På turen på Alheden med historien om Kartoffeltyskerne, laver jeg oplæggene på steder hvor tingene har fundet sted.

     

    Mine 4 aktiviteter:

    1. Siden 2016: Guidet tur på Alheden med historien om Kartoffeltyskerne

    2. Siden 2019: Foredrag om Tyskernes opbygning af Nordeuropas største flyveplads ved Karup 1940 - 1945 og de efterfølgende flygtningelejre 1945 – 1949.

    3. Siden 2021: Foredrag om kartoffeltyskernes skæbne på Alheden

    4. Siden 2023: Foredrag om ”De skøre og vilde 1960´ere”

     

Nordeuropas største flyveplads på Hessellund Hede

- og de efterfølgende flygtningelejre

I dag, 85 år efter tyskernes besættelse af Danmark, kan vi stadig undres over hvordan det lykkedes at opbygge Nordeuropas største flyveplads på kun 3 år. Hvorfor lige der på Hessellund Hede? Hvordan fik man rådighed over et areal 3 gange Københavns Lufthavn i Kastrup? Hvordan blev det hele organiseret? Hvad gjorde det ved lokalmiljøet? Hvad med oprydningen efter 5. maj 1945 og retsopgøret?

 

Op til 18.000 tyske flygtninge kom i efteråret 1945 til 3 nyindrettede flygtningelejre i og ved flyvepladsen.

Hvad var det officielle Danmarks forhold til flygtningene? Hvordan var danskernes forhold til flygtningene? Hvordan var de lokales forhold til flygtningene? Livet i lejrene og problemerne med hjemrejsen, som for de sidste først fandt sted i februar 1949. Lokale spor på heden og i Viborg efter de tyske flygtninge.

Der er ophængt over 50 A3 billedplancher i lokalet.

 

Der er kaffe i pausen.

 

Peter Skovmos Nielsens honorar går ubeskåret til Julemærkefonden.

Nummer
5193111 - Nordeuropas største flyveplads på Hessellund Hede
Første mødegang
onsdag den 09.04.25 kl. 19:00 - 21:00
Undervisere
Adresse

Biblioteket, Vesterbrogade 15, 8800 Viborg

Se på kort

Mødegange
1
Pris
Almen
DKK 125,00
onsdag den 09.04.25

Kl. 19:00 - 21:00

Peter Skovmos Nielsen

Vesterbrogade 15, 8800 (salen)

Se på kort