LOF Fyn og Langeland | Aftenskole
Lundbyvej 15, 5700 Svendborg
LOF på FacebookHatha Yoga og meditation
Jeg begyndte at dyrke yoga for 12 år siden hos Nordisk Yoga, hvor jeg også er uddannet Hatha Flow yogalærer. I Hatha Flow arbejder vi på at koordinere bevægelser og åndedræt, hvilket skaber nærvær.
Jeg er forholdsvist nyuddannet som yogalærer, men jeg har blandt andet undervist ved Nordisk Yoga og i en idrætsforening. Jeg er god til at tilpasse undervisningen til deltagernes niveau, så alle får det bedste ud af timen.
På mit hold har jeg fokus på detaljer, kropsbevidsthed og åndedrætsteknikker. Vejrtrækningen er nemlig en meget vigtig del af yogaen. Når vi træner vores vejrtrækning, skaber vi et stærkere og mere balanceret nervesystem. Ved at være bevidste om og opmærksomme på åndedrættet og hvad der sker i kroppen, får vi ro i sindet og kan være bevidst til stede i alt, hvad vi foretager os.
En typisk undervisningsgang består af først en indledende meditation, så de fysiske øvelser, som er en kombination af stræk/styrke og statiske, samt små flow serier som opvarmer kroppen og giver energi. Til sidst afslutter vi med Yoga Nidra – meditativ dybdeafspænding, som hjælper dig til at give slip på mental og fysisk uro. Der vil være god tid til at mærke såvel din krop som dit åndedræt.
Jeg lægger vægt på, at du går fra timen med en følelse af velvære og lethed i både krop og sind.
De fleste forbinder nok yoga med fysiske øvelser. Yoga er meget mere end det. Yoga er en livsfilosofi, en måde at være i verden, som jeg finder utrolig spændende og virkningsfuld. Alt er foranderligt og kan ændre sig fra dag til dag. Yoga kan ikke ændre livet, men det kan hjælpe os med at lære at håndtere de udfordringer, vi møder i livet.
Om mig:
Oprindelig er jeg uddannet fra Syddansk Universitet og har kandidatgrad i Kultur og Formidling. Jeg har bl.a. erfaringer fra det sociale område, hvor jeg har arbejdet med udvikling af projekter og aktiviteter for flygtninge og indvandrere samt ledige borgere.
Jeg bor i Odense sammen med min mand og vores dreng på 11 år. Udover at dyrke yoga, er jeg glad for at læse og er særlig interesseret i japansk kunst og litteratur. Jeg kan rigtig godt lide sommerhusophold ved Vesterhavet.
Hatha Yoga og meditation
Hatha Yoga hjælper dig med at skabe balance og velvære, både i krop og sind. Undervisningen begynder hver gang med en indledende meditation, der giver dig tid til at lande i din egen krop og finde ind til dit åndedræt. De fysiske øvelser har fokus på stræk, styrke og balance på at skabe ro og nærvær gennem koordination af åndedræt og bevægelse. Vi laver også små opvarmningsserier (typisk variation af sol eller månehilsen) udført i blidt flow. Vi slutter af med en afspænding.
Undervisningen tager afsæt i den klassiske yogatradition og rummer øvelser og små serier bestående af stående, siddende og liggende stillinger. En kombination af fysiske øvelser og bevidsthed om kroppen og åndedrættet vil give dig en oplevelse af indre ro og balance samt øget energi og nærvær. Alle øvelser udføres efter egen formåen, fysik og energi.
Yoga er for alle uanset smidighed, kropsstørrelse og alder.
Kort om Ivona
Jeg er uddannet Hatha Yoga lærer ved Nordisk Yoga og har siden 2021 undervist på aftenskolerne AOF, LOF og FOF samt ADG Fysioterapi. Desuden er jeg uddannet åndedrætsinstruktør ved Åndedrætsskolen i Odense.
Jeg har taget springet og ændret min karrierevej for at fokusere på at undervise i yoga på fuld tid. Det er et skift, der bl.a. tillader mig at udforske nye måder at bruge mine evner som formidler på. Jeg underviser i yoga, fordi jeg gerne vil dele ud af min viden om den fysiologiske sammenhæng mellem kroppen, sindet og åndedrættet. Jeg ønsker, at mine kursister og elever oplever den gode effekt, som yoga kan have på kropsholdning, stress, kroniske smerter og generel sundhed og velvære.
Åndedrættet er en integreret del af min undervisning og min hverdag. Jeg har på egen krop oplevet de positive forandringer, både i krop og sind, ved at være bevidst om min måde at trække vejret på. Dette vil jeg også videregive til mine kursister.
Guldhøj Skolen, Ringe, Floravej 17, 5750 Ringe