Ivona Mitic Hansen

Hatha Yoga og meditation

Jeg begyndte at dyrke yoga for 12 år siden hos Nordisk Yoga, hvor jeg også er uddannet Hatha Flow yogalærer. I Hatha Flow arbejder vi på at koordinere bevægelser og åndedræt, hvilket skaber nærvær.

Jeg er forholdsvist nyuddannet som yogalærer, men jeg har blandt andet undervist ved Nordisk Yoga og i en idrætsforening. Jeg er god til at tilpasse undervisningen til deltagernes niveau, så alle får det bedste ud af timen.

På mit hold har jeg fokus på detaljer, kropsbevidsthed og åndedrætsteknikker. Vejrtrækningen er nemlig en meget vigtig del af yogaen. Når vi træner vores vejrtrækning, skaber vi et stærkere og mere balanceret nervesystem. Ved at være bevidste om og opmærksomme på åndedrættet og hvad der sker i kroppen, får vi ro i sindet og kan være bevidst til stede i alt, hvad vi foretager os.

En typisk undervisningsgang består af først en indledende meditation, så de fysiske øvelser, som er en kombination af stræk/styrke og statiske, samt små flow serier som opvarmer kroppen og giver energi. Til sidst afslutter vi med Yoga Nidra – meditativ dybdeafspænding, som hjælper dig til at give slip på mental og fysisk uro. Der vil være god tid til at mærke såvel din krop som dit åndedræt.

Jeg lægger vægt på, at du går fra timen med en følelse af velvære og lethed i både krop og sind.

De fleste forbinder nok yoga med fysiske øvelser. Yoga er meget mere end det. Yoga er en livsfilosofi, en måde at være i verden, som jeg finder utrolig spændende og virkningsfuld. Alt er foranderligt og kan ændre sig fra dag til dag. Yoga kan ikke ændre livet, men det kan hjælpe os med at lære at håndtere de udfordringer, vi møder i livet.

 

Om mig:

Oprindelig er jeg uddannet fra Syddansk Universitet og har kandidatgrad i Kultur og Formidling. Jeg har bl.a. erfaringer fra det sociale område, hvor jeg har arbejdet med udvikling af projekter og aktiviteter for flygtninge og indvandrere samt ledige borgere.

Jeg bor i Odense sammen med min mand og vores dreng på 11 år. Udover at dyrke yoga, er jeg glad for at læse og er særlig interesseret i japansk kunst og litteratur. Jeg kan rigtig godt lide sommerhusophold ved Vesterhavet.

Kontaktoplysninger