Nyt samarbejde skal skabe fællesskaber på Hjertestierne i Viborg

Nyt samarbejde skal skabe fællesskaber på Hjertestierne i Viborg

9. marts 2023

Hjertestierne binder på smukkeste vis Viborg sammen. Nu skal et nyt samarbejde mellem LOF Midtjylland og Hjerteforeningen sikre, at der kommer endnu mere aktivitet på dem.

Når en hjertesygdom rammer, påvirker det ofte mere end det enkelte menneske. Derfor vil LOF Midtjylland og Hjerteforeningen i Viborg med udgangspunkt i Hjertestierne skabe fællesskaber i naturen, der kan styrke både den mentale og fysiske sundhed for både mennesker med hjertesygdomme og menneskerne omkring dem.

”I folkeoplysningen er vi optaget af at skabe sunde fællesskaber for flere. Vi ved, at naturen kan være en fantastisk ramme til netop det, hvor der kan skabes rum til at bevæge både krop og sind sammen med andre. Med vores samarbejde kan vi sammen nå ud til endnu flere mennesker”, siger Lone Husted, der er skoleleder i LOF Midtjylland.

Fællesskabet motiverer
Første skridt er en række 3-i-1 gåture med gang, træning og viden om motion for hjertet. Dagmar Lybæk Sieg er hjertefysioterapeut, og hun guider turen og kan hjælpe med hensyntagende øvelser. Turene foregår om formiddagen fem tirsdage i april og maj i hele Viborg.

”Når vi tilføjer fællesskab som en ekstra dimension til motion, er der en større chance for, at man får lyst til mere og kommer igen. Men det er ikke kun fællesskabet og kroppen, der styrkes her, for der er også tilsat vigtig viden om helbredet, der styrker forstanden”, siger Lone Husted.

Samarbejde til gavn for flere
Samarbejdet mellem de to organisationer er også et eksempel på, hvad der kan ske, når gode kræfter går sammen om en fælles sag.

”I Hjerteforeningen i Viborg glæder vi os til samarbejdet. Vi håber, at mange får øjnene op for det  livgivende i en tur i det fri. Motion er vigtigt for alle, ikke blot hjertepatienter. Her er mulighed for motion, frisk luft og hyggeligt samvær”, siger Birthe Marcussen, der er formand for Hjerteforeningen i Viborg.

Kom med
Selvom motionsturene på Hjertestierne i Viborg primært henvender sig til mennesker med hjertesygdomme og deres pårørende, er alle velkomne til at være med. 

LOF på Folkemødet 2024

  • 4. juni 2024 - Når Folkemødet løber af stablen 13. - 15. juni 2024, kan du få en dosis folkeoplysning sammen LOF og vores gode samarbejdspartnere.

Udsyn og indsigt på årsmøde 2024

  • 3. juni 2024 - Engagerede LOF’ere fra hele landet var med, da der var årsmøde i LOF’s landsorganisation den 1. juni 2024. Et spændende kig på verden omkri...

Kan du heller ikke få nok af Grundtvig?

  • 28. maj 2024 - ”På grund af Grundtvig” er navnet på Danmark Radios fyrtårnstema, der løber af stablen i maj og juni. Formålet er at sætte fokus på arven ef...