LOF på Venstres Landsmøde: Folkeoplysningen er presset

LOF på Venstres Landsmøde: Folkeoplysningen er presset

Her kan du læse formand for LOF Kim Valentins tale til Venstres Landsmøde den 19. november 2022.

21. november 2022

Når du i de kommende år skal ændre adfærd og blive sundere, klogere, grønnere eller måske bare blive i stand til at begå dig i en digital hverdag, hvem tager du så med på råd?

Rigtig mange danskere vælger at besøge folkeoplysningen, aftenskolerne – det nære netværk. Heldigvis siger jeg, for det er jo netop de nære fællesskaber, som ofte er det, der skal til for at åbne nye døre og lukke andre.

Men folkeoplysningen er presset. Vi er presset af en forældet lovgivning, en utilstrækkelig finansiering og regler, der er så bureaukratiske, at de kan skræmme selv det mest begejstrede foreningsmennesker væk. Og så er hverdagen for den almindelige dansker blevet mere stresset – for stresset tør jeg godt sige.

Vi taler tit om, at forenings-Danmark betyder meget for sammenhængskraften i Danmark. Vi taler om de frivilliges værdi for samfundet og om alle de penge, som uegennyttigt havner i lokale initiativer. Men må jeg ikke have lov at fortælle jer, at det er vi stille og roligt ved at køre i sænk.

Hvis vi vil have et samfund, hvor alting ikke er afhængigt af, at staten tager opgaven på sig, så er vi nødt til at give vores foreninger fri igen. Vi er nødt til at gøre det nemt at påtage sig en frivillig opgave. Skatteregler, GDPR, hvidvaskregler osv. er simpelthen for besværligt. Det må vi kunne gøre bedre. Det skal vi gøre bedre som samfund.

I LOF foreslår vi, at folkeoplysningsloven revideres, og at finansieringsforholdene fornyes. Lyset må sættes på, at reglerne gøres helt simple og ubureaukratiske. Det må være en grundlæggende liberal dagsorden at sætte civilsamfundet frit, så staten kan fylde mindre. Så det enkelte menneske kan tage ansvar.

Vi skal have alle i gang med den grønne dagsorden - sammen. Klimaprotester er fine, men nu er grøn handling fra alle vigtigere. Vi skal have beslutningerne til at blive taget ved spisebordet.

Det kan folkeoplysningen tilbyde at hjælpe til med. Hvor ellers end i folkeoplysningen – tør jeg sige – kan det gøres? Kan du nævne et andet sted, hvor man kan gå fra gaden lige ind i danskernes stuer med noget så vigtigt som den grønne omstilling. Men det er ikke kun bæredygtighed som er vigtig.

I løbet af de næste 10 år, så skal Danmark reformeres. Ja vi skal være grønnere, men vi skal også efteruddannes og blive klogere, vi skal blive sundere – mindre stresset, og vi skal lære at blive mere digitale. Alt sammen dagsordener der ligger til højrebenet for folkeoplysningen.

Det her sker ikke af sig selv – så derfor laver jeg i dag et opråb om hjælp. Og jeg giver samtidig en udstrakt hånd til det politiske Danmark om at bruge folkeoplysningen til at løse alle disse samfundsopgaver. Vi vil faktisk så gerne være med til det.

Vi har en stand på landsmødet, og du skal ikke blive overrasket, hvis vi beder dig lytte til os i 5 minutter. Vi vil nemlig meget gerne have dig med på disse vigtige opgaver for Danmark. Vi håber, at du vil give os 5 minutter af din tid!

Tak til Venstres formand og Venstre for at give mig og LOF mulighed for at tale til jer i dag. Jeg håber, alle får et godt landsmøde.

Aftenskolens bevægelsesfag kan noget helt unikt

  • 13. februar 2024 - Træning i varmt vand og andre bevægelsesfag i aftenskolenerne får traditionelt inaktive grupper til at bevæge sig mere, viser en undersøgels...

Fællesskab, forandring og folkeoplysning

  • 6. februar 2024 - Tre f'er der opsummerer LOF Idétræf 2024. Et døgn med inspiration, ny viden og netværk for ansatte og frivillige i LOF.

Bliv klar til julen med LOF

  • 15. november 2023 - Inden vi ser os om, er det tid til juleknas, julehygge og ikke mindst julegaver. I LOF er de lokale aftenskoler klar med inspiration og gave...