Demenskor i LOF Frederikssund

LOF Frederikssunds skoleleder Annette Sørensen fortæller om de nye demenskor:

”Vi blev inspireret til at oprette et demenskor ud fra DR's programserie om det fantastiske Demenskor. Vi tænkte, at sådan et kor bliver vi simpelthen nødt til at have i Frederikssund. Vi prioriterede det højt, og vi fandt både et roligt sted og en super dygtig underviser, Frederik, som nu også er uddannet demenskorleder, som ville stå for demenskoret. Det viste sig hurtigt, at der var behov for både et formiddagskor og et eftermiddagskor, så derfor er der hele to demenskor i dag. Nogle vil gerne gå om formiddagen, hvor de føler sig friske og ikke er blevet for trætte, og andre vil gerne gå om eftermiddagen, hvor arbejdende pårørende har mulighed for at tage med. På begge demenskor er der lagt op til, at man kan tage en ledsager med.

Tilbagemeldingerne har været over al forventning! Fællessangen giver både energi, glæde og sammenhold, og en af de kvindelige deltagere fortæller, at hendes mand bemærker, hvor glad, aktiv og fyldt med energi hun er efter koret. Og når man hører dette, så går det jo lige i hjertet her i LOF. Det var præcis det, vi ville med koret.

Både underviser og deltagerne har virkelig også fundet hinanden, og alle glæder sig til at mødes og synge hver mandag og torsdag.

Demenskorene er også en del af vores samarbejdsaftale med kommunen, hvor vi kan tilbyde en lavere deltagerpris, og hvor kommunens konsulenter fortæller om demenskoret, når de er ude hos borgerne. Vi er utroligt glade for vores samarbejde med kommunen. Vi har netop oprettet et motionshold for personer med demens også, så vi har et tilbud mere til denne målgruppe. Vi har fin sparring med Alzheimerforeningen, og man kan også finde vores hold i deres aktivitetskalender.

Demenskorene og de øvrige hold vil helt klart være faste hold i vores udbud fremover!

Vi er også ved at lande en aftale med et omsorgscenter for at tilgodese de personer med demens, der er i den lidt senere fase og bor på et omsorgscenter, men som i den grad også kan få gavn af fællessangen og minderne. Vi vil gerne kunne tilbyde at stå for demenskor til flere omsorgscentre fremover.

LOF vil gerne fremme fysisk og mental sundhed og skabe stærke sociale netværk i fællesskaber. Vi har fokus på det sunde og hele menneske. Dette er bl.a. demenskorene med til, ligesom alle vores øvrige hold til både kronikere og ikke-kronikere er det. I det hele taget er vi på vej med flere hold til personer med kroniske sygdomme som gigt, hvor vi har et nyt gigttræningshold, og KOL, hvor vi både har et KOL-træningshold og et lungekor, der kan træne lungerne. Det er vigtigt for os i LOF, at vi kan tilbyde kronikere nogle målrettede hold, der træner de funktioner i kroppen, der er ramt. Og samtidig skabe nogle fantastiske fællesskaber, som faktisk ofte ender med livslange venskaber.”

Læs om Demenskorene i Sjællandske Nyheder: https://ugeaviser.e-pages.pub/titles/frederikssundavis/323/publications/1409/pages/10