Christian Vestergård
Jeg elsker mad. Jeg nyder at tilberede den og spise den. Helt særligt sætter jeg stor pris på at skabe et gæstfrit middagsbord. Jeg forsøger til hverdag og fest at skabe et måltid, der glæder og imponerer og som giver grobund for, at mennesker forbindes med hinanden gennem måltidet.
Jeg bor i Odder med min familie, i et alt for lille køkken og en aldrende surdej.
Jeg er oprindeligt uddannet teolog, men har brugt mit arbejdsliv som underviser i grundskolen og på højskole, bl.a. i madkundskab. Jeg plejer at sige, at jeg er en ottendedel kok med en smule gastronomisk uddannelse. Desuden bor der en italiensk bedstemor inde i maven på mig, som bare gerne vil servere pasta og pizza for mine børn.
Undervisning i køkkenet er fantastisk, da hjerne, hjerte og alle ens sanser skal anvendes. Desuden har man i køkkenet en defineret opgave (opskrift) som udgangspunkt, men hvor man derfra skal improvisere på baggrund af råvarerne, værktøjerne og selskabet.