Novemberhøjskolen - 'Hvad former et menneske? Opvækst, dannelse og livsvilkår før og nu'
Novemberhøjskolen - 'Hvad former et menneske? Opvækst, dannelse og livsvilkår før og nu'
- tre dage med med historie, kunst og musik, fællesskab, hygge og udflugt
'Hvad former et menneske? - opvækst, dannelse og livsvilkår før og nu'
Kom med til tre spændende dage med Novemberhøjskolen i Ågerup fra den 3-5. november 2026, med udgangspunkt i kunst, kultur, historie og musik med temaet 'Hvad former et menneske? - opvækst, dannelse og livsvilkår før og nu'.
Konceptet er, at du deltager i tre dage med viden, inspiration, debat og oplevelser i hyggeligt fællesskab - og sover hjemme.
PROGRAM - se det i nedenstående.
Prisen er incl. forplejning, frokost i de tre dage, dog undtaget drikkevarer på turen om onsdagen. Også evt. bustur, entré og guider er med i prisen.
Novemberhøjskolen er et samarbejde mellem LOF Kursuscenter Øst og Ågerup Kirke og Menighedsråd.
Vi slutter de tre dage med sang og musik med operasanger Berit Meland og musiker Jesper Bo Hansen, der begge er velkendte musikere og musikprofiler i Ågerup Kirke.
Tag bussen fra Roskilde til Ågerup
Under praktiske oplysninger kan du se bustiderne fra Roskilde til Ågerup og retur.
PROGRAM FOR NOVEMBERHØJSKOLEN:
Tirsdag den 3. november:
09.00-9.25: Morgenmad m/brød og velkomst v/ Sognepræst Kristian Gylling og Skoleleder for LOF Kursuscenter Øst Bodil Sø.
09.30-09.50: Morgensamling i kirken med sognepræst Kristian Gylling
10.00-12.00: Foredrag om 'Hvorfor blev vi som vi gjorde? - En rejse gennem levet liv' med Lars Petersen, cand.mag. i psykologi og filosofi
12.00-13.00: Frokost
13.00-15.00: Foredrag om 'Robusthed, dannelse og selvværd' med John Aasted Halse er cand.pæd., autoriseret psykolog, forfatter og debattør samt tidligere formand for Børns Vilkår.
Onsdag den 4. november: UDFLUGT (heldagsudflugt)
Besøg på en Roskilde Festivalhøjskole, hvor Hans Christian Nielsen, forstander på Roskilde Festival Højskole vil fortælle os om højskolen. Bagefter spiser vi frokost i Rockmuseet, der ligger lige ved siden af. Vi slutter dagen med besøg i L.A. Rings Atelier i Roskilde, hvor vi får en guidet rundvisning og oplæg.
Torsdag den 5. november:
09.00-9.25: Morgenmad m/brød
09.30-09.50: Morgensamling i kirken med sognepræst Kristian Gylling
10.00-12.00: Foredrag med kunstner Allan Otte, der er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og regnes blandt markante danske samtidskunstnere. Ud over sine landskabsmalerier har han skabt portrætter af blandt andre Evald Krog og Dronning Margrethe.
12.00-13.00: Frokost i Ågerup Sognegård
13.00-14.30: Musik og sang der passer til emnet med operasanger Berit Meland og musiker Jesper Bo Hansen. Der bliver også plads til fællessang fra højskolesangbogen.
14.30-15.00: Afslutning med kaffe, kage og evaluering
Uddybning af foredrag:
Lars Petersen: Hvorfor blev vi som vi gjorde? - En rejse gennem levet liv
Når vi kigger tilbage på vores liv, og nogle gange overvejer, hvorfor vi mon endte der i livet som vi gjorde, dukker der ofte nogle helt særlige spørgsmål op. Kunne jeg have valgt anderledes end jeg gjorde? Har det hele været tilfældigt eller var der en skjult plan fra starten? Er det arv eller miljø, der har formet mig til den jeg er? Hvad nu hvis jeg havde gjort dette eller hint, truffet en anden i stedet for min kone? Fået et andet arbejde, boet et andet sted end jeg gør? Hvordan ville jeg så være i dag?
Spændende spørgsmål, som vi vel alle har stillet os selv på et tidspunkt. Mennesket er i imidlertid ikke en ø, isoleret fra fastlandet, men er en del af en helhed. Vi eksisterer i en kulturel og historisk kontekst, der er med til at definere vores muligheder for at leve livet. Selvom vi let kan anskue vores liv ud fra et jeg-perspektiv, så spiller de normer, moral, økonomiske, politiske og kulturelle perspektiver en definerende rolle for vores dannelse, identitet og udviklingsmuligheder som individer.
Dette foredrag vil på en sjov, let og udforskende måde undersøge de rammer, der har været med til at skabe os til de mennesker vi er blevet. Vi vil tage på en kort rejse gennem 50érnes, 60érnes, 70érnes, 80érnes og 90érnes Danmark for at undersøge den udvikling, som vores dannelsesproces har været igennem.
Vi vil undersøge slægtens, familiens, arbejdets, uddannelsens og kærlighedens rolle, som de rammer der har formet os over tid. Vi vil kigge på de afgørende øjeblikke i vores kultur og histories udvikling for bedre at forstå hvem vi er og hvordan det i det hele tiden gik til, at vi blev og levede, som vi gør og gjorde.
Lars Petersen er cand.mag. i psykologi og filosofi fra RUC og har siden 2000 undervist på blandt andet højskoler, gymnasier og universiteter samt i erhvervslivet.
John Aasted Halse: Robusthed, dannelse og selvværd
Hvordan hjælper vi børn og unge til at blive selvstændige og robuste mennesker med et sundt selvværd? John Aasted Halse sætter fokus på den nødvendige opdragelse – og på, hvorfor robusthed ikke kun handler om at kunne tilpasse sig, men også om at turde sige fra.
Med udgangspunkt i sin bog Den nødvendige opdragelse fortæller han om betydningen af kontakt, kærlighed, tydelige krav og passende udfordringer – og om, hvordan vi støtter børn uden at overbeskytte dem.
John Aasted Halse er cand.pæd., autoriseret psykolog, forfatter og debattør samt tidligere formand for Børns Vilkår. Med stor erfaring og et glimt i øjet formidler han viden om børn, opdragelse og familieliv på en levende og vedkommende måde.
Allan Otte: Landskaber og mennesker – set med nye øjne
Allan Otte maler landskaber og mennesker med et skarpt blik for både detaljen og den virkelighed, der gemmer sig bag motivet. Han er især kendt for sine skildringer af det moderne landbrug med traktorer, gylletanke, indpakkede halmballer og spor af forandring og forfald.
Han er inspireret af blandt andre L.A. Ring, men fortolker landskabsmaleriet på sin helt egen måde. Motiverne er næsten fotografisk realistiske, mens penselstrøgene minder om digitale pixels. I foredraget fortæller han om sin kunst, sine motiver og sin særlige arbejdsmetode.
Allan Otte er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og regnes blandt markante danske samtidskunstnere. Ud over sine landskabsmalerier har han skabt portrætter af blandt andre Evald Krog og Dronning Margrethe.
Roskilde Festivalhøjskole:
Roskilde Festival Højskole er en almen folkehøjskole, der bygger på faglighederne og fællesskabet bag Roskilde Festival. Højskolen ligger i den kreative bydel Musicon i Roskilde og åbnede i 2019 som Danmarks første nybyggede højskole i 50 år. Her kombineres den danske højskoletradition med musik, kunst, kultur og skaberkraft. Undervisningen spænder blandt andet over musik, kunst, medieproduktion, lyd og lys samt eventledelse. Fællesskab, frivilligt engagement, personlig udvikling og lysten til at skabe noget sammen er centrale værdier på højskolen. Læs mere om Roskilde Festival Højskole
Operasanger Berit Meland og musiker Jesper Bo Hansen
Både Berit og Jesper er tilknyttede musikere til Ågerup Kirke. Men hver især er de også kendte musikere med flotte karrierer.
Berit Meland er en internationalt anerkendt operasanger, med en imponerende karriere inden for klassisk musik.
Berit har sunget hovedroller i store operaer som Carmen, Den Glade Enke, og flere klassiske værker med store symfoniorkestre i Danmark og Europa.
Berit begyndte sin musikalske rejse tidligt og har med sin kraftfulde og følelsesladede stemme optrådt ved prestigefyldte lejligheder, herunder for Hendes Majestæt Dronning Margrethe af Danmark.
Hun er uddannet ved Operaakademiet i København og har siden modtaget mange hædersbevisninger for sit arbejde, herunder priser som Shell-prisen og flere kulturelle legater.
Jesper Bo Hansen. Uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium. Musiker, producer, arrangør og kapelmester med piano, hammondorgel og keyboards som hovedinstrumenter.
Jesper Bo Hansen har i mere end 18 år været Annet Linnets faste keyboardspiller og akkompagnatør.
Han har medvirket på mere end 50 udgivelser og akkompagneret et utal af danske og udenlandske artister, heriblandt Anne Dorte Michelsen, Holger Laumann, Sanne Salomonsen, Tim Christensen, Hush, Ida Gard, Joe Bonamassa, Marco Mendoza og mange andre.
Senest har Jesper spillet hammondorgel og keyboards i Jesper Binzers soloband i 2020, og i 2017-2019 var han på verdensturné med Glenn Hughes, sanger og bassist i Deep Purple.
...........................................
TILMELDING
Tilmeld dig via hjemmesiden eller send en mail til oest-kontor@lof.dk med navn, adresse, mail, mobil samt fødselsdato.
OBS! Der tages forbehold for ændringer i programmet.
Billede: Privatbillede, der ikke må kopieres og bruges af andre eller i andre sammenhænge.
.........................
LOF tilbyder også workshops/weekend- og ugekurser, som er værd at køre efter. Se alle vores tilbud her: .
Indlæser frie pladser...
Priser
Almen
DKK 1.875,00
Efterlønner Roskilde
DKK 1.755,00
Arbejdsledig Roskilde
DKK 1.755,00
Pensionist Roskilde
DKK 1.707,00
Info
Nummer
40262821Første mødegang
tirsdag 03.11.2026, kl. 09.00 - 15.00Sidste mødegang
torsdag 05.11.2026, kl. 09.00 - 15.00Antal mødegange
3 mødegangeAdresse
Ågerup Sognegård, Ågerupvej 34 B, Ågerup, 4000, Roskilde (Salen) Se på kort