Grethe holder gammelt håndværk i live.

Grethe holder gammelt håndværk i live.

Grethe Takai har undervist i knipling hos LOF Skanderborg i 33 år, og har planer om at fortsætte mange år endnu.

8. december 2018

Jeg har lige været ude at besøge Grethe.
Grethe underviser i knipling på den aftenskole, jeg leder, og det har hun gjort hver torsdag i 33 år. - Det synes jeg immervæk er et besøg værd.
Grethe bor i Hov, så tæt på vandet, at det kilder i tæerne, når Samsøfærgen passerer. På en grund, som hun har arvet efter sine bedsteforældre, har hun og hendes japanskfødte mand bygget et hus med direkte adgang til vand og strand og med plads til både væv og kniplebræt.
Hun har altid set sin mor og mormor bruge deres hænder til at strikke, brodere og hækle, så da skolen var færdig, valgte hun at tage på Husflidshøjskole i Kerteminde. Her dygtiggjorde hun sig i fag som vævning, knipling og træarbejde, og da de ringede fra en nærliggende gymnastikhøjskole og spurgte efter en dygtig håndarbejdslærer, så fik de Grethes navn.
Hun har været vidt omkring, hun født udenfor Horsens, uddannet på Fyn, og har boet i Japan, hvor hun underviste i kunsten at kniple på øen Hokkai. En enkelt gang blev hun sågar headhuntet til Tokyo, hvor man havde hørt om damen med de mange nåle og tråde og hendes smukke arbejder.
I 1986 begyndte hun så at undervise hos LOF i Skanderborg, det gør hun heldigvis stadig, treogtredive år i det samme lokale på den samme skole på den samme ugedag, kun tidspunktet er ændret - med et enkelt kvarter.
To af deltagerne fra dengang, Kamma og Solvej, er med endnu. De fleste stopper ikke med at komme hos Grethe, før deres alder og helbred forlanger det.
Grethe passer nemlig på sine kursister, hun følger op på, hvad der er sket siden sidst: Om vandet i kælderen er forsvundet eller om svigerinden har født. Hver torsdag er der hjemmebagt kage: Alle på holdet skiftes til at bidrage med deres favoritter, og det er lige så stort et samtaleemne, hvorvidt man er til citronmuffins, medaljer eller lagkage, som hvor langt man er nået med det kjolebånd, man er ved at kniple til den forestående barnedåb hos naboen.
Jeg vil gerne hylde Grethe, hun er sej, omsorgsfuld, trofast - og ikke mindst helt vildt dygtig. Her er for eksempel en lampe, hun har kniplet - i kobbertråd:
"Jeg synes ikke, jeg kunne finde en lampe, der lige passede, og så var der jo ikke andet for end at kniple én selv."
Øh, nej, det er klart, jeg knipler da også altid en lampe, når jeg står og mangler😂

Vil du også lære at hækle, så kan du få fornøjelsen af at blive undervist af Grethe hver torsdag. 
Tilmeld dig vore hold i Knipling her

Så er forårets kurser 2019 klar!

  • 8. december 2018 - Læs mere om alle de mange tilbud, vi hos LOF Skanderborg kan præsentere for jer i foråret 2019.

Nu kan du lære at skrive!

  • 28. juni 2018 - I et samarbejde mellem LOF Skanderborg og Skanderborg Bibliotek afholdes der i foråret fem Litterære Lørdage.