JM i foredrag og debat

Hør tre inspirerende og medrivende foredrag, og vær med til at afgøre, hvem der løber med titlen som jysk mester i foredrag og debat.

LOF inviterer til en fest med ord, når dørene slås op til finalen i Jysk Mesterskab i foredrag og debat. Det sker torsdag den 16. januar kl. 19:00 på KUC i Kolding. Publikum kan glæde sig til en helt særlig oplevelse, hvor tre foredragsfinalister i topform leverer inspirerende og personlige fortællinger. Som publikum er du med til at afgøre, hvem der løber med titlen som Jysk Mester i foredrag og debat.

Hvordan træder man af på naturens vegne, når man rejser med hundeslæde gennem Grønland i 40 minusgrader, og hvor meget chokolade spiste Asbjørn Skjøth Bruun undervejs for at holde sig varm? Hvordan har Henriette Schlesinger vendt en barndom med massive svigt til sin styrke, og hvilke råd har Mette Borchert Vahlun til at leve et godt ungdomsliv med diagnoserne Asperger Syndrom, ADHD, OCD og angst? Disse tre meget forskellige emner kan du blive klogere på, når LOF inviterer til finalen i Jysk Mesterskab i foredrag og debat.

Finalen holdes torsdag den 16. januar kl. 19:00 på KUC i Kolding.
Læs mere om finalen her


Stor variation
Mette Borchert Vahlun fra Sønderborg, Henriette Schlesinger fra Kolding og Asbjørn Skjøth Bruun fra Lindknud leverer alle personlige og medrivende foredrag, der i skarp konkurrence med andre foredragsholdere har bragt dem videre fra semifinalerne. Publikum er sammen med en jury med til at bestemme, hvem der udråbes som vinder.

-
Jeg synes, det er enormt spændende at få lov til at optræde med andre, fordi vi er så forskellige. Jeg glæder mig til at formidle mit budskab foran et bredt publikum, siger 22-årige Mette Borchert Vahlun. Hendes mission er at give andre en forståelse for, hvordan man lever et ungdomsliv med diagnoser, og hvordan det i det hele taget er at navigere i det samfund, vi har i dag med et usynligt handicap. 
-
Det kan godt være, at folk ikke lige er kommet på grund af mit foredrag, men de får alligevel noget med hjem af mig. Jeg vil gerne give andre en forståelse for, at der er nogle skæve hjerner i samfundet, der måske ikke lige er, som man forventer, siger hun.

Det levende ord
En del af formålet med Jysk Mesterskab i foredrag og debat er netop at give folk mulighed for at reflektere over andre menneskers oplevelser.

- LOF vil gerne fremme folks lyst til at dele deres historier og livsanskuelser, fordi det kan inspirere andre. Alle mennesker får åbnet deres horisont, når de hører noget, som de måske ikke på forhånd vidste, at de var interesserede i. Når man mødes i samme rum, opstår der et særligt fællesskab mellem foredragsholderen og tilhørerne, og man bliver berørt. Det er er folkeoplysning, siger Anja Møller, der er skoleleder i LOF Kolding-Vejen, som har taget initiativ til konkurrencen.

Et andet formål med konkurrencen er at give plads til nye og mindre kendte fortællere på foredragsscenen og at fremme det levende ord i en digital tidsalder. De tre finalister har forud for semifinalerne fået træning i præsentationsteknik, storytelling, kropssprog, og i hvordan man målretter sin historie og engagerer sine lyttere. Derfor er publikum også med til at afgøre, hvem af de tre finalister, der til slut kan udråbes som vinder.

For Mette Borchert Vahlun er det en sejr i sig selv at være med.
- Det er stort for mig at være kommet så langt i en konkurrence i noget, jeg virkelig brænder for, nemlig at formidle og at være en stemme for dem, som ikke kan selv. Jeg tror, det bliver en rigtig god og spændende aften, og jeg glæder jeg mig til at være en del af den, siger hun.

Tag en god ven med og få en aften, du sent vil glemme. Tilmelding er ikke nødvendig.