Vanens magt bliver brudt i Mariagerfjord Kommune

Vanens magt bliver brudt i Mariagerfjord Kommune

Mariagerfjord Kommune er klar med et tilbud til dem, der gerne vil bryde dårlige vaner og støttes i at lægge livet om for at opnå vægttab.

VANEBRYDERNE er et tilbud til dem, som gerne vil støttes i en varig livsstilsomlægning i forbindelse med et vægttab. I Mariagerfjord Kommune er 38,1 procent af borgere overvægtige.

- Vi har alle dårlige vaner, men når de dårlige vaner giver problemer med helbredet, så er det tid til at gøre noget. Derfor er jeg glad for, at vi nu har et tilbud til dem, der ønsker at blive mere fysisk aktiv i hverdagen og samtidig smide nogle tiltrængte kilo, siger Jan Andersen, der er udvalgsformand i Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune.

VANEBRYDERNE starter tre steder i kommunen. I Hobro Hallen og Øster Hurup Hallen tirsdage med opstart 15. januar. I Hadsund Hallen er det torsdage med opstart 17. januar. Tilbuddet i Hadsund er kun for mænd, hvor de andre to er for både mænd og kvinder.  Alle har mulighed for at komme til et gratis intromøde i Hobro og Øster Hurup den 8. januar og i Hadsund den 14. januar – alle steder kl. 17-18.

Med VANEBRYDERNE mødes man ni gange over 3-4 måneder, hvor der indimellem er indlagt såkaldte refleksionsuger, som skal skabe rum til at arbejde med omlægningen af livsstilen. Forløbet indeholder forskellige motionsaktiviteter og madværksted, så deltagerne bliver inspireret til at spise mere groft og grønt i hverdagen. Alle deltagere modtager også et motionskort, som under forløbet giver fri adgang til motionsaktiviteter i den hal, hvor de er tilmeldt.

- Essensen i kurset er fælleskaber, mere viden og inspiration, som skal danne baggrund for nye vaner og ikke mindst fastholdelse af de nye vaner, siger Dorthe Lykke Olesen, som er udviklingskonsulent i LOF.

Hun fortæller, at VANEBRYDERNE bliver udviklet til et koncept, som vil blive udbudt flere steder i Danmark. Det gode samarbejde med Mariagerfjord Kommune har dog gjort, at de første hold starter her i kommunen.

VANEBRYDERNE er udviklet af LOF Mariagerfjord-Rebild i samarbejde med Mariagerfjord Kommune og Hjerteforeningen. Projektet er støttet af Kulturministeriets Udviklingspulje.

Meld dig til og læs mere på hjemmesiden: lof.dk/mariagerfjord-rebild

Yderligere oplysninger:
Jan Andersen
Dorthe Lykke Olesen +45 4021 3473