LOF Slagelse - Korsør - Skælskør | Kurser og aftenskole
Gl. Torv 4A. 1. tv., 4200 Slagelse
LOF på Facebook
Det er en udbredt opfattelse, at der ikke er produceret biler i Danmark… Men det omvendte er realiteterne: Næsten en million biler er det blevet til! Det kommer Erich Karsholt - der har skrevet bogen "Dansk bilproduktion" - til Slagelse og fortæller om.
I de to første årtier af 1900-tallet skete en revolutionerende udvikling af ikke blot selve bilen, men også omkring fremstillingen, der gik fra håndværksmæssig tilvirkning af få enheder til masseproduktion. De danske forsøg på en bilindustri kom ikke over begynderstadiet, før de udenlandske bilfabrikker viste deres styrke. Til gengæld betød bilernes voksende udbredelse, at der opstod fordele ved at samle bilerne lokalt.
Især samlefabrikker etableret af Ford Motor Company og General Motors (1924) fik stor betydning, bl.a. ved at vise dansk industri, hvorledes amerikansk organisering og produktivitet fungerede. Efterfølgende blev flere samlefabrikker etableret, således at der i Danmark gennem årene er blevet samlet over 40 forskellige bilmærker.
I mellemkrigsårene blev hovedparten af alle biler til det danske marked samlet på de danske samlefabrikker. Under besættelsen holdt fabrikkerne beskæftigelsen oppe gennem bl.a. fremstilling af gasgeneratorer - og arbejde for besættelsesmagten.
I efterkrigstiden voksede produktionen gennem 1950'erne, hvor der også var toldfordele ved at samle bilerne herhjemme, men fabrikkerne var i længden for små, ligesom øget frihandel gjorde det urentabelt. Samlefabrikkerne lukkede én efter én i løbet af 1960’erne. Den sidste samlefabrik, General Motors på Nørrebro i København, lukkede i 1974. Der blev i Danmark samlet ca. 920.000 biler. Til sammenligning blev der i sidste århundrede fremstillet ca. 10.000 biler af danske bilmærker.
Det ene af billederne nedenfor viser maskinværkstedet på Triangel ca. 1930. Det andet billede viser GM samlefabrik, hvor karrosseri møder chassis i 1948.
Bilederne er stillet til rådighed af Odsense Stadsarkiv.
Slagelse Bibliotek, Stenstuegade, 4200 Slagelse