Højskoledage i Lem

Tilmelding starter tirsdag d. 1. sept., klokken 9.00

Højskoledage i Lem 26/27

Vi starter kl. 9.30 med kaffe og rundstykker til 30 kr. Vi synger en del fra Højskolesangbogen.

Kl. 10.00 er der foredrag.

 


7. oktober 2026: «Ellen – velkommen til helvede»

Dramatiker og forfatter Pernille Stockflet

Hjerteskærende drama om danske Ellen Nielsen, der oplevede krigens rædsler i en koncentrationslejr.

”Der sidder en kvinde på en kuffert i et tog. Toget består af godsvogn på godsvogn på godsvogn. Vognene er fyldt med mennesker, der ikke ved, hvor de er på vej hen, som kvæg på vej til slagteriet.” Kvinden hedder Ellen Nielsen. Dette er den stærke beretning om Ellen, der i 1944 bliver anholdt og sendt til koncentrationslejren Ravensbrück og med nød og næppe overlever rædslerne og snyder døden flere gange, indtil de hvide Røde Kors-busser ankommer. En sand og vigtig fortælling om en af krigens stærke kvinder, her fortalt af en af Danmarks dygtigste fortællere.

21. oktober 2026: ”Antonius – en stor musikoplevelse”

Antonius Band er på dupperne, selvom gruppen har 45 år på bagen. Repertoiret har i mange år været stærkt præget af irsk/amerikansk folk/rock samt 60'er- og 70'er-hits, hvilket kan høres på de to første CD´er, gruppen har udgivet. De seneste par år er der kommet flere selvkomponerede sange med på repertoiret med større fokus på tekster og historier bag musikken. En spændende musikalsk og yderst humoristisk oplevelse, hvor der konstant bydes på overraskelser. Medlemmerne er Freddy Sangild, Hans Peter Ravn, Mogens Raunsgaard, William Nielsen og Bent Østergaard. Bandet benytter sig af akustiske og elektriske guitarer, violin, 5-strenget banjo, mandolin, bas og trommer.

Kom og lad dig fortrylle af dette levende og enormt musikalske band. Du vil nyde det.

4. november 2026: ”Anne Marie Carl-Nielsen – Kunstner, Kriger, kvinde - #Me Too!”

Torben Tramm. Sognepræst ved Helligåndskirken i Århus siden 1993.

Anne Marie Carl-Nielsen, der levede i et stormfuldt ægteskab med komponisten Carl Nielsen, var ikke tilfreds med at leve i skyggen af sin mand, men ville anerkendes som kunstner i sin egen ret.

En spændende kvinde, der var forud for sin tid og har sat sig varige spor.

18. november 2026: ”Datter af en havnearbejder – født i går på tærsklen til i dag!”

Suzi Elena Apelgren, Klassisk sanger, kulturhistorisk forfatter og foredragsholder, tidligere museumsleder, intensiv- og anæstesisygeplejerske samt Balkanveteran …….. efterhånden et langt levet og broget liv. Selvom jeg har lavet lidt af hvert, har mine primære interesser altid været musikken og historien. Den røde tråd mellem disse to umiddelbart vidt forskellige interesser er mennesket!

”Min nyeste bog, der er en selvbiografisk tidsrejse gennem 60'ernes og 70'ernes rivende udvikling, set med et arbejderbarns øjne fra bunden af de københavnske brokvarterer. I løbet af min opvækst rykkede Danmark sig fra klassesamfund til velfærdsstat, og gav børn som mig, muligheder som mine forældre og forfædre aldrig før havde haft.”

”Foredraget er spækket med fotos fra den tid, hvor min yndlingsis hed ”Lille sorte Sambo”, hvor børn legede dåseskjul i gården uanset om de var 6 eller seksten - og vi kunne opleve DRs første børneudsendelse i form af ”Ingrid og lillebror”. Det var en tid med kold krig, ungdomsoprør, kvindefrigørelse og et eskalerende privatforbrug i takt med, at velstanden voksede.”

Bogen fik en fin anmeldelse og 4 stjerner af Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende.

13. januar 2027: ”Hverdagen med opgaver som generalkonsul”

Annette Lind. Flensborg. Læreruddannet i 1994, men nu Generalkonsul siden 2024.

Annette Lind er dansk diplomat og tidligere politiker. Hvilke opgaver har en generalkonsul? Hvad er forskellen mellem en generalkonsul og en ambassadør? Her er det hurtige svar:

En generalkonsul er en udsendt diplomat, som arbejder fuldtid for sit lands udenrigstjeneste. Generalkonsulatet er en officiel myndighed, der blandt andet varetager konsulære opgaver, hjælper borgere, styrker erhvervssamarbejde og repræsenterer landet i regionen.

Men glæd jer til at høre Annette Lind uddybe og fortælle om sin stilling og vejen derhen.

27. januar 2027: ” Bevæbnet med pistol og salmebog – feltpræsten fortæller”

Peter Lynggaard Uth, sogne- og feltpræst ved Lem og Højmark Kirker.

Peter Lynggaard Uth er feltpræst ved Jysk Dragonregiment og har i den forbindelse været udsendt til Irak og Letland. Peter vil fortælle om oplevelser fra udsendelserne og om feltpræstetjenesten i et forsvar, hvor opgaven i disse år er under forandring.

Det bliver en formiddag, der også vil handle om at forkynde kristendom i den verden, der findes, fremfor den, man godt kunne tænke sig.

10. februar 2027: ” Fra vildmark til velstand – om hedernes legendariske historie”

Lotte Isager. Forfatter og tidligere museumsinspektør

Snør de mentale vandrestøvler og følg med Lotte Isager, antropolog og forfatter til bogen Håbet på Heden (2025), når hun fortæller hedelandets og Hedeselskabets fascinerende historie fra vildmark til velstand.

Hedens danmarkshistorie er storslået. Efter hederne blev skabt af tilrejsende fåre- og kvæghyrder i stenalderen, vedligeholdt mennesker igennem 5.000 år disse barske og smukke landskaber– lige indtil Hedeselskabet blev dannet i 1866 og med stor succes forvandlede hederne til landbrugsjord og plantager.

Foredraget fortæller om oldtidens ’åndeheder’ og gravhøje. Og om mange århundreders hedebrug præget af dyrehold og kornavl, bonde-håndværkere og hosebindere, velhavende studehandlere, 1700-tallets uheldige kartoffeltyskere og i 1800-tallet et voksende antal hedebønder i økonomisk og økologisk krise.

Anført af den karismatiske og foretagsomme ingeniør Enrico Dalgas satte selskabet sig for at gøre hederne frugtbare.

160 år efter sin fødsel trives Hedeselskabet i bedste velgående – nu med en helt anden dagsorden om at beskytte Danmarks natur mod klimaforandringer og økologisk kollaps. Hvad er forklaringen på, at Hedeselskabet fra sin fødsel opnåede så stor succes, som tilfældet var – og hvordan er det siden hen lykkedes at bevare en folkeligt forankret virksomhed ved at ændre forretningsmodel?

24. februar 2027: ”Matador og kristendommen”

Ronald Risvig. Præst ved Lemvig og omegns Valgmenighed. Forfatter og rejseleder.

Gennem dette foredrag kommer vi tæt på Korsbæks borgere, som de lever med intriger, kærlighed og en forløsende humor.

Gennem langt over to hundrede foredrag er Ronald Risvig blevet bekræftet i, hvordan foredraget for tilhørerne åbner for nye sider af såvel Matador som kristendom – så det kan forbindes med det enkelte menneskes eget liv. Under den historiske og folkekære fortælling, som vi spejler os i – ligger evangeliet indlejret som en “folkelig prædiken”.

Den folkekære tv-serie Matador er også omdrejningspunkt for Ronald Risvigs bog: "Matador og kristendom - 24 fortællinger om vort liv", der handler om, hvordan de kristne værdier afspejler sig i hverdagen i det korsbækske miljø.

Om bogen udtalte Lise Nørgaard: For mig har det været en fornøjelse at læse bogen om “Matador og Kristendom”, der sætter Matador ind i en helt ny sammenhæng. For mange mennesker har gjort deres tanker om Korsbæk og dens borgere, men denne fremstilling er i hvert tilfælde original.

Fra tidligere tilhørere fortælles det, at Ronald Risvig er en erfaren fortæller med et glimt i øjet og noget på hjerte! Glæd jer.




Indlæser frie pladser...

Priser

Almen

DKK 725,00

Info

Nummer

26214

Første mødegang

onsdag 07.10.2026, kl. 09.30 - 12.00

Sidste mødegang

onsdag 24.02.2027, kl. 09.30 - 12.00

Antal mødegange

8 mødegange

Adresse

Smedenes Hus, Bredgade 77, 6940, Lem St (foredragssal) Se på kort

Cookie deklaration



Titel mangler

Besked mangler

Velkommen til LOFnet

Log ind med din mail, så modtager du en engangskode.
Hvis du mod forventning ikke modtager engangskoden,
skal du kontakte lof@lof.dk