Højskoledage i Lem
Underviser
Grethe ChristensenHøjskoledage i Lem
Tilmelding starter tirsdag d. 2. sept., klokken 9.00
Højskoledage i Lem 25/26
Vi starter kl. 9.30 med kaffe og rundstykker til 30 kr. Vi synger en del fra Højskolesangbogen.
Kl. 10.00 er der foredrag.
Viceborgmester Søren Elbæk.
Søren er født og opvokset i Vestjylland. Han er født på landet og er den del af en lang historisk landbokultur. Han blev imidlertid fagforeningsformand allerede som 21 årig og har siden været politisk aktiv i Socialdemokratiet. Senest som Viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune i 8 år.
Sideløbende har han indtil 2005 kæmpet med et dramatisk alkoholmisbrug. Han kom i behandling og har nu i mere end 20 år levet som ædru alkoholiker.
Foredraget er en fortælling om det Vestjylland han holder af, men også om det Vestjylland der er udfordret af mange forskellige omstændigheder i vores samfund. Foredraget er også et opgør med mange fordomme om alkoholisme, og så er det et helt konkret bud på, hvad man kan gøre, hvis man møder et menneske, der er ved at drikke sig ihjel.
Forstander på Vestjyllands Højskole. Ida Wentzel
Ida Wentzel vil i dette foredrag tale om forholdet mellem hjem og hjemlighed. Hun vil tale om hvad «hjem» i det hele taget er for noget? Hvad vil det sige at føle sig hjemme et sted. Et det sted man bor altid ens hjem? Og hvordan kan man komme til at føle sig hjemme, når man skal flytte til noget mindre og ikke længere kan have alle sine ting.
Vi har nok alle sammen prøvet at flytte, og har erfaret nogle følelser omkring sådan en proces. Det bliver spændende med Idas Wentzels bud på tanker netop omkring dette emne.
Leder på Anker Fjord Hospice Herdis Hansen
Tiden forud for døden er på ingen måde uproblematisk. Generelt er der altid tale om at afveje og prioritere forskellige værdier og målsætninger i forhold til hinanden, når beslutningerne i den sidste fase af livet skal træffes.
I vores individualistiske tidsalder er der givetvis stor enighed om, at disse prioriteringer et langt stykke af vejen bør være udtryk for patientens egne værdier, målsætninger og ønsker, dvs. for patientens egen opfattelse af, hvad der giver mening og indhold i den sidste tid inden livets afslutning. Derfor skal vi følge Luthers opfordring om at ”Døden skal man tale om, når den er langt væk. Når den er tæt på, skal man have fokus på livet.”
Kan Den nødvendige samtale hjælpe os med igen at turde tale om døden?
Hvordan forbereder vi os på døden, så det bliver egne ønsker og værdier der danner grundlag for beslutninger – og ikke de pårørendes eller de sundhedsprofessionelles.
19. november:
Lars Egelund. En ”indvandrer” krydser sit spor
Jeg bliver tit spurgt, hvordan pokker - og ikke mindst hvorfor? – en Mønbo, i 1989, efter fjorten år som dansk lektor i Luxembourg, havnede i Ringkøbing. Det enkle svar er, at der var en stilling på et af byens gymnasier. Fra dag et gav min familie og jeg den ”lille vestjyske hovedstad” to år!
Men lige pludselig skriver vi 2025, og en halv menneskealder senere er vi her endnu. Forklaring følger….
Mød Lars Egelund (77), gift på femoghalvtredsindstyvende år, far til fire, cand.scient. fra K.U., ex-lokalpolitiker (V), freelance journalist, klummeskribent, debattør, amatørfotograf, frankofil til op over begge ører og jazz-entusiast
7. januar 2026: ”Medier, magt og manipulationer”
Journalist og tidligere reporter på TV-Avisen mm. Steen Ole Hedelund Jørgensen
Alle, der i stort og småt følger med i mediernes dækning, bliver manipuleret. Foredragsholderens grundlæggende synspunkt er, at tidens medier, spindoktorer og meningsdannere manipulerer med folk ud fra en tese om, at vi ikke kan danne vores meninger selv. Det er forkert tese, som foredragsholderen både afdækker og angriber. Og foredragsholderen har stor erfaring, hvad angår medier, magt og manipulationer. Han er uddannet journalist og har bl.a. arbejdet mange år på TV-Avisen som tv-reporter. Han viser i foredraget flere videoer med eksempler på mediemanipulation og drager linjerne til tidens falske nyheder, der i stigende grad påvirker demokratiet og demokratiske valg.
21. januar: ”I verdens brændpunkter”
Dokumentarfotograf, filmskaber og prismodtager Andreas Haubjerg.
Når et billede bliver et møde mellem mennesker. Det kræver nysgerrighed at se et andet menneske. Det første, vi ser, er altid det mærkat, vi hver især går rundt med. Og ofte er det også det eneste, vi ser. Mand, kvinde, offer, handicappet – fortsæt selv. Andreas Haubjerg søger det øjeblik, hvor mærkatet bliver usynlig, og et menneske kommer til syne. Der, hvor vi går udover det givet, for sammen at skabe en ny fortælling. For vi er de historier, vi skaber. De former ikke kun vores forståelse af andre, men også af os selv og den verden, vi er en del af. Andreas har fokus på historiefortællingen og inddrager flere af sine projekter. Han fortæller om, hvordan historier former den virkelighed vi færdes i – og derfor vigtigheden af, at vi er opmærksomme på, hvordan vi fortæller historierne, og hvad netop den vinkel eller det fotografi skal bidrage med. Vi skal være forberedte på at høre rørende, smukke og barske personfortællinger.
4. februar 2026: ”Ellen – velkommen til helvede”
Dramatiker og forfatter Pernille Stockfleth
Hjerteskærende drama om danske Ellen Nielsen, der oplevede krigens rædsler i en koncentrationslejr.
”Der sidder en kvinde på en kuffert i et tog. Toget består af godsvogn på godsvogn på godsvogn. Vognene er fyldt med mennesker, der ikke ved, hvor de er på vej hen, Som kvæg på vej til slagteriet.” Kvinden hedder Ellen Nielsen. Dette er den stærke beretning om Ellen Nilsen, der i 1944 bliver anholdt og sendt til koncentrationslejren Ravensbrück og som med nød og næppe overlever rædslerne og snyder døden flere gange, indtil de hvide Røde Kors-busser ankommer. En sand og vigtig fortælling om en af krigens stærke kvinder, her fortalt af en af Danmarks dygtigste fortællere.
18. februar 2026: ”Fra Bandidos til præst”
Præst Martin Bentsen.
Kom og hør en hudløs ærlig livshistorie fortalt af 43-årige Martin Bentsen, der i dag er præst. Han har haft en hård opvækst af omsorgssvigt, stofmisbrug, kriminalitet, medlem af rockergruppen Bandidos og sluttelig13 år i fængsel. Martin Bentsen har været opgivet af alle instanser og til sidst sig selv. Han blev beskrevet som værende uden for terapeutisk rækkevidde. I kommer til at høre om de indre kampe han havde, hvordan han kom længere og længere ud i stofmisbrug og længere ind i det kriminelle miljø. For Martin Bentsen blev det hele vendt på hovedet, da han fandt troen i fængslet, og begyndte at læse biblen. Det forandrede ham fuldstændigt. Ligeledes kommer I også til at høre om den lange og hårde kamp det var, at få lært de helt basale ting, og at finde ud af sine følelser.
Indlæser frie pladser...
Priser
Almen
DKK 338,00 675,00
Info
Nummer
25314Første mødegang
onsdag 08.10.2025, kl. 09.30Adresse
Smedenes Hus, Bredgade 77, 6940 (foredragssal)