Sommerhøjskole - Kunst og kultur i krise- og krigstider

    - tre spændende dage med fællesskab, hygge, viden og refleksion

    Sommerhøjskolen i Roskilde - den 26.-28. august 2025

    Så er vi klar med programmet til Sommerhøjskolen i Roskilde 2025. I år er der to nye ting. Vi har flyttet højskoledagene fra juni til slutningen af august og fra Jyllinge til Roskilde by. På udflugtsdagen starter bussen dog stadig fra Jyllinge og samler op i Jyllinge, Roskilde, ved Gadstrup, Havdrup Kirke og i Køge/Ølby.

    Vi har igen i år gjort os umage med at få et spændende program med en rød tråd - der passer i tidsånden. Vi har også fået en række meget kompetente og dygtige foredragsholdere til at fortælle om de spændende emner. Temaet er KUNST OG KULTUR I KRISE OG KRIGSTIDER og vi dykker ned i hvad der sker inden for kunst, kultur og kirke, når vi oplever krig og urolige tider i verden.

    Vi har taget fat i en række kendte kunstnere og kulturpersoner, der hver især har udtrykt deres modstand igennem deres virke, hvad enten det er kunst, musik, litteratur eller kirke. Peter Kær, kunsthistoriker og tv-vært, vil fortælle om bl.a. Francisco Goyas brutale, Käthe Kollwitz, Picasso. Forstander på Liselund Højsskole og historiker, Kim Jacobus Paulsen, vil fortælle om Martin A. Hansen, Kai Normann Andersen. Kaj Bollmann, tidligere præst i Jyllinge, vil fortælle om Kirken og Murens fald i DDR. Nicolaj Cornelius, skuespiller/musiker vil fortælle om Kai Normann Andensen og vi skal synge nogle af hans kendte sange.  

    Sommerhøjskolen afholdes i år i Roskilde by i den gamle byrådssal på torvet i Roskilde*. Konceptet er, at du deltager i tre dage med viden, inspiration, debat og oplevelser i hyggeligt fællesskab - og sover hjemme. (*Der er en mulighed for, at vi skal være et andet sted i Roskilde)

    Frokost og øvrig forplejning er inkluderet i prisen. Også bustur, entre og guider er med i prisen.

    PROGRAM: (se uddybning af programmet længere nede)

    Tirsdag den 26.08.25.:

    Kl. 9.30-9.55: Velkommen, morgenbrød og kaffe.
    Kl. 10.00-12.00: Kunst i krigstider - foredrag med Peter Kær, kunsthistoriker og tv-vært.
    Kl. 12.00-13.30: Frokost
    Kl. 13.30-15.30: Forfatteren Martin A. Hansen - foredrag med Kim Jacobus Paulsen, historiker og forstander på Liselund Højskole i Slagelse.
    Onsdag den 27.08.25.: UDFLUGTSDAG til Stevns Klint med bus.
    Vi kører fra Jyllinge kl. 8.00 (mødetid 7.50) og er tilbage igen ca. kl. 17.35. Undervejs samler vi deltagere op ved Roskilde Kongrescenter, Gadstrup (ved Rema), Havdrup Kirke, Køge (netto ved Ølby).
    OBS! Der kan komme ændringer i tidspunkterne.
    Torsdag den 28.08.25:

    Kl. 9.30-9.55: Morgenbrød og kaffe
    Kl. 10.00-12.00: Kirken og Murens fald i DDR – foredrag med Kaj Bollmann, præst (tidligere Jyllinge Kirke).
    Kl. 12.00-13.30: Frokost
    Kl. 13.30-15.00: Kai Normann og krigen – foredrag, musik og sang med Nicolaj Cornelius, skuespiller/musiker.
    Kl. 15.00-15.30: Vi slutter højskoledagene med kaffe, kage og evaluering.

    NB! Vi tager forbehold for evt. ændringer i programmet.

    ..........

    Uddybning af programmet:

    TIRSDAG:

    Peter Kær, kunsthistoriker og tv-vært:
    I foredraget udforsker Peter Kær hvordan krig har inspireret kunstnere gennem tiden. Fra Francisco Goyas brutale skildringer af Napoleonskrigene til Käthe Kollwitz’ rørende arbejder omkring sønnens død i 1. Verdenskrig og Picassos ikoniske “Guernica” fra den spanske borgerkrig i 1937. Vi ser på hvordan kunst kan blive både protest, erindring og varsel. Hvordan formidler kunstnere krigens gru, og hvilken rolle spiller kunst i krisetider? Kom med på en rejse gennem værker, der udfordrer og bevæger.

    Kim Jacobus Paulsen, forstander på Liselund Seniorhøjskole i Slagelse og formand for 'Landsforningen Marin A. Hansen':
    Foredrag om Martin A. Hansen under krigen: Martin A. Hansen var en forfatter af sin tid. Han blev født ved Strøby på Stevns i 1909 og døde kun 45 år senere i 1955. Han kom fra en meget troende husmandsfamilie og blev uddannet lærer. Senere debuterede han som forfatter i 1930-erne, der var præget af diktaturer i Europa. Han var dybt berørt af den tyske besættelse og blev aktiv i modstandsbevægelsen. Han skrev nogle af sine vigtigste tekster under krigen, og levede i dens skygge resten af sit liv. Mest markant var hans forsvar for stikkerlikvideringerne. Hansen forsvarede dem af ansvarsfølelse, men det gav ham en skyld, han levede med og til dels skrev på resten af livet.

    Martin A. Hansen har fået Kaj Munk-Prisen (1945), De Gyldne Laurbær (1949), Drachmannlegatet (1946), Holbergmedaljen (1952) og Selskabets Pris (1948).

    På udflugten til Stevns skal vi bl.a. besøge Mindelunden Højeruplund, hvor der står en mindesten for Martin A. Hansen.

    ONSDAG: Udflugtsdag:

    Vi skal besøge det smukke Stevns. På turen skal vi bl.a. til Stevns Klint, og se en gamle kirke i Højeruplund, der står på kanten af Stevns klint og høre om Mindelunden i Højeruplund. Her står bl.a. en mindesten for Martin A. Hansen. Østsjællands Museum viser rundt og fortæller om det hele. Frokosten spiser vi Traktørstedet Højeruplund, der ligger lige ved siden af.

    Bagefter sætter vi kurs mod Koldkrigsmuseet Stevnsfortet, hvor vi får en guidet rundvisning i det underjordiske fort, som er helt specielt. Det kræver, at man er normalt gående, da vi skal op og ned ad tapper og gå ad lange gange. Hvis man ikke kan klare trapperne ned i fortet, er der mulighed for selv at gå rundt og se det øvrige udstillingsområde på landjorden imens. Vi har også planer om at køre forbi det ’rigtige’ Elverhøj på vejen.

    Vi kører fra Jyllinge Kirkes p-plads kl. 8.00 (mødetid 7.50) og er tilbage igen ca. kl. 17.35. Undervejs samler vi deltagere op ved Roskilde Kongrescenter, Gadstrup (ved Rema), Havdrup Kirke, Køge (netto ved Ølby).

    På udflugtsdagen til Stevns besøger vi:

    - STEVNS KLINT, HØJERUP GL. KIRKE, MINDELUNDEN HØJERUPLUND
    - TRAKTØRSTEDET HØJERUPLUND
    - KOLDKRIGSMUSEET PÅ STEVNS

    TORSDAG:

    Kaj Bollmann, tidligere præst i Jyllinge Sogn:
    Foredrag om Kirken og Murens fald i DDR. I 2021 var det 30 år siden Tyskland blev genforenet, og en helt ny situation var en realitet i Europa – efter Berlinmurens fald som symbol på det kommunistiske DDR’s sammenbrud. Forud var gået en lang periode, hvor ikke mindst kirkerne i DDR var hjemsted for den spirende opposition til det forstenede styre, der bevægede sig på det økonomiske sammenbruds rand.

    Kaj Bollmann oplevede denne udvikling på nærmeste hold. Han opbyggede et uofficielt net af venner og kontakter i de kirkelige miljøer i DDR og besøgte både Berlin og andre steder i DDR mange gange fra 1983 og fremefter. Det betød bl.a., at han blev overvåget af Stasi, og at han da stasi-akterne blev tilgængelige kunne få en tyk bunke med vidnesbyrd herom.

    Nicolaj Cornelius, skuespiller, sanger og instruktør:
    Foredrag om Kai Normann Andersen og hans vej ind i modstandsbevægelsen. Vi skal høre om den danske komponist, Kai Normann Andersen, og de valg og omkostninger det havde for ham, hans kolleger og hans familie, da han gik ind i modstandsbevægelsen. Vi skal også høre om hvad der skete med scenekunsten og for publikum i de krigshærgede tider.

    Kai Normann Andersen var særdeles produktiv og skrev over 900 melodier. Blandt dem var kendte numre som: "Man binder os på mund og hånd", "Man bli'r så glad når solen skinner", "Jeg har en ven, en rigtig sailor" og "Hot Hot", "Du gamle måne" og mange flere.

    Vi runder af med at synge et potpourri af de kendte Kai Normann-modstandssange, og deltagerne er velkomne til at synge med.



    …………….

    LOF har mange spændende oplevelser i hele Danmark. Du kan se dem her ved at klikke her: oplevdanmark

    Praktisk info

    Vedr. tilmelding:
    Bus, entre, rundvisninger og forplejning i de tre dage er incl. i prisen (OBS! Drikkevarer til frokost på udflugtsdagen, onsdag, er dog for egen regning):

    Hvis du bor i Roskilde Kommune, kan du opnå rabat som pensionist, efterlønner og arbejdsledig.

    Husk altid at opgive dit mobilnummer. Vi sender nemlig SMS ud ved. evt. ændringer eller vigtige beskeder. 
    Nummer
    40252811 - Sommerhøjskole - Kunst og kultur i krise- og krigstider
    Første mødegang
    tirsdag den 26.08.25 kl. 09:30 - 15:30
    Adresse

    Den Gamle Byrådssal, Stændertorvet, 4000 Roskilde

    Se på kort

    Mødegange
    3
    Pris
    Almen
    DKK 1850,00
    Efterlønner Roskilde
    DKK 1730,00
    Arbejdsledig Roskilde
    DKK 1730,00
    Pensionist Roskilde
    DKK 1682,00
    tirsdag den 26.08.25

    Kl. 09:30 - 15:30

    LOF repræsentant

    Stændertorvet, 4000 (Byrådssalen, 1. sal)

    Se på kort

    onsdag den 27.08.25

    Kl. 08:00 - 17:35

    LOF repræsentant

    torsdag den 28.08.25

    Kl. 09:30 - 15:30

    LOF repræsentant

    Stændertorvet, 4000 (Byrådssalen, 1. sal)

    Se på kort