LOF Kursuscenter Øst
Greve - Køge - Ringsted - Roskilde - Solrød
LOF på FacebookKom og hør direktør for Nationalpark Skjoldungernes Land, Anders Bülow, fortælle om arbejdet og opgaven med Nationalpark Skjoldungernes Land, der er en af Danmarks fem nationalparker.
Nationalparken er en mosaik af natur og kultur, hvor der siden tidernes morgen har levet mennesker, der har efterladt sig spor her i området. Og det er ikke så sært. Nationalparkens 170 kvadratkilometer rummer enestående natur og et af Danmarks fineste fjordlandskaber. I Nationalpark Skjoldungernes Land kan man opleve Roskilde Fjord med strandenge, kystskrænter, øer, holme og et enestående fugleliv – eller forsvinde ind de store midtsjællandske løvskove med vandrestier og lejrpladser.
Der er mange indgange til nationalparken både til fods, på cykel og via et af de mange besøgscentre. Skjoldungernes Land ligger ved Roskilde Fjord på Midtsjælland og dækker et område på 170 km2. I nationalparken finder man noget af Danmarks fineste natur med Roskilde Fjord i nord og Bidstrup Skovene i syd.
Nationalparken er opkaldt efter den navnkundige sagnkongeslægt Skjoldungerne. Slægten er efterkommerne efter den mytiske Kong Skjold, som blev sendt til danerne af selveste Odin. Skjoldungerne kendes fra Saxos Danmarkskrønnike, Islandske sagaer og det berømte oldengelske Beowulf-kvad og andre kilder, som henfører dem til Lejre.
Over de senere årtier er der udgravet en serie af store haller ved Gl. Lejre fra jernalder og vikingetid, og der er fundet skatte og artifakter på stedet. Udgravningerne og fundene slår fast, at der faktisk har været et stormandsvælde gennem 500 år i Lejre. Om disse høvdinge eller konger så har heddet Skjold, Frode Fredegod, Rolf Krake eller Roar kan ikke eftervises, men der er åbenbart en kerne af substans i sagnene. Roskilde er navngivet efter Skjoldungekongen Roar.
Nationalparken omfatter fjordlandskabet i og omkring Roskilde Fjord, der med sine omgivende strandenge, rørskove, søer og laguner et meget vigtigt internationalt yngle og rasteområde for svømme- og vadefugle. Parken omfatter også de store statsskov og tidligere kongeskove ved Bidstrup, som er Sjællands næststørste skovområde. Omkring 60 % af landarealet er fredet.
Se mere på https://nationalparkskjoldungernesland.dk/
Foto: Peter Helles Eriksen
Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Foto: Bodil Sø
Roskilde Bibliotek, Dr. Margrethes Vej 14, 4000 Roskilde