Vinder af sæsonstartskonkurrence - et kursus for kommende forældre

Et kursus hvor kommende forældre kan blive klædt på til at modtage et nyt familiemedlem både på det praktiske og på det følelsesmæssige plan. Det er det forslag, der har vundet LOF’s sæsonstartskonkurrence om den bedste idé til et kursus i aftenskolen. Forslaget kommer fra Joan Skinbjerg i Helsingør og vandt som det bedste blandt 13 andre.

Alle 14 forslag er værdifulde bidrag fra vores deltagere og kan være med til at inspirere LOF afdelinger til nye kurser. Vinderforslaget er blevet vedtaget gennem en afstemning blandt LOF’s skoleledere. Se alle forslagene her

Praktik og følelser
- Mange kommende forældre i dag ved ikke de helt almindelig ting om, hvordan man trøster og skifter ble og i det hele taget tager sig af en baby. Hvis man ikke er vant til at have med små børn at gøre, kan det være overvældende lige pludselig at stå med ansvaret, siger Joan Skinbjerg. Hun har tre børnebørn, som hun passer jævnligt og har haft med børn at gøre længe før, hun fik sine egne.
- Jeg har passet mine læreres børn og har været i huset i et år. Familierne var måske også lidt større og tættere, da jeg var yngre, så jeg har ikke selv savnet et sådant kursus, men sådan er det jo ikke længere. Jeg kender rigtigt mange unge, der ikke er vant til at have med børn at gøre, og det vigtigt, at nybagte forældre kommer rigtigt godt fra start, siger hun.
Hun foreslår, at kurset både skal ruste forældrene til at løse de praktiske opgaver og til at tage sig af barnet på det følelsesmæssige plan.
- Og så skal forældrene også huske at passe på sig selv, vide at de kan bede om råd og acceptere, at barnet har første prioritet i en periode, og så er det ikke så vigtigt, om huset stråler, siger hun.   

Vinder Af Saesonstartskonkurrence Joan SkinbjergJoan Skinbjerg blev den heldige vinder af et hotelophold for to på Hotel Svendborg

Aftenskolen
Joan Skinbjerg mener, at LOF er særligt velegnet til at udbyde kurset, fordi folk kommer i aftenskolen på frivillig basis.
- Det er oplagt, at sådan et kursus bliver udbudt i aftenskolen, fordi det er meget vigtigt, at man kun kommer, fordi det er noget, man virkelig har lyst til, og ikke fordi det er noget, man skal, siger hun.
Hun har selv benyttet LOF Øresunds tilbud flittigt og har blandt andet gået til salsa, yoga, vandgymnastik og hundetræning samt flere foredrag.  

Afstemning
LOF’s skoleledere har stemt om, hvilket forslag der var det bedste. Første runde af afstemningen foregik på skolelederforum den 6. oktober, mens finalen blev afgjort i facebookgruppen for skoleledere. Efter første runde stod det faktisk helt lige mellem Joan Skinbjergs forslag og Vibeke Harbølls forslag om et kursus i at starte foreninger. På tredjepladsen kom et forslag om et madlavningskursus med fokus på bæredygtighed og madspild. Premien for det bedste forslag er en overnatning for to på Hotel Svendborg.

Se alle vinderforslagene her

LOF tilbyder allerede kurser for nybagte forældre flere steder i landet. Se for eksempel hvad deltagerne på én af vores barselscaféer siger om os. Derudover har mange af vores afdelinger kurser, hvor både børn og forældre kan deltage - for eksempel i bevægelsesfag og madlavning. Kontakt din lokale LOF afdeling og hør mere om vores tilbud i nærheden af dig!