Opfyld dit nytårsforsæt med LOF

Nytaar Collage

 

Et nyt år venter fuld af nye muligheder. For mange er årsskiftet en løftestang for at ændre livsstil og leve sundere både fysisk og mentalt.  Uanset hvad der er dit nytårsforsæt, så har du de bedste chancer for at holde motivationen, hvis du bliver en del af et fællesskab. I LOF kommer du til at opleve glæden ved at dele interessen for en aktivitet med andre.

Livsforlængende motion
Motion er sundt. Vi ved det godt. I januar lover mange danskere hvert år sig selv, at de vil ændre livsstil og blive mere aktive. Og hvert år bryder mange deres løfte, allerede før, februar sætter ind. Det er en skam, for motion er faktisk så sundt, at det forlænger leveriden for både raske og kronisk syge.

- Motion har en positiv effekt på hjertekarsygdomme og giver nedsat dødelighed. Fysisk aktivitet får blodtrykket ned og normaliserer kolesteroltallet, siger læge og professor Bente Klarlund. Det gode ved motion er også, at effekten af det kan mærkes med det samme, og på den måde øger man både den fysiske og den mentale sundhed.

- Man får mere energi i dagligdagen. Motion er humørstabiliserende, blandt andet fordi man får en følelse af, at man bliver belønnet. Det skyldes, at motion sætter gang i flere stoffer i hjernen så som serotonin, dopamin og novodopamin. Det er de samme hormoner, som man stimulerer, når man får antidepressiv medicin, siger hun.

Venskab på recept
Selvom vi ved, at motion giver et længere og bedre liv, kan de være svært at fastholde nytårets gode intentioner. Her kan det sociale netværk og det fællesskab, man bliver en del af på LOF’s hold gøre en stor forskel.

- Et socialt netværk betyder meget for den generelle sundhedstilstand, fordi mennesker er sociale væsner. Det betyder, at man har nogen at gå en tur med også uden for træningen. Hvis man som læge kunne skrive venskab på recept, så skulle man gøre det. En anden vigtig ting er, at man får feedback fra en underviser.  Mange skal bare have hjælp til at komme i gang, og så kommer motivationen i det øjeblik, man er kommet ind i en god rytme, siger Bente Klarlund.  

I LOF glæder vi os til at tage i mod dig og høre om, hvilke behov og ønsker, du har til din aktivitet. Find din lokale LOF-afdeling her og se, hvilke tilbud vi har i dit lokalområde.