Hop fra smøgerne med LOF - LOF

LOF

Viden i bevægelse

Hop fra smøgerne med LOF

LOF hjælper mange til en røgfri og sundere tilværelse. Det er i høj grad fællesskabet på vores trygge hold, der støtter og motiverer deltagerne til at holde fast i deres beslutning om at kvitte smøgerne. LOF Bornholm har lige nu succes med et forløb, hvor motion er en integreret del af rygestopkurset.

Af Signe H. Damkjær

Helbred 
- Jeg deltager på grund af helbredet, siger Gitte Vang fra Rønne. Hun har fulgt LOF Bornholms rygestopkursus siden foråret 2015 og har beskåret forbruget fra en pakke til et par cigarretter om dagen.
- Men det skal helt ned på 0. Jeg vil ikke ende lige som min mor. Hun har også røget altid, og nu har hun svær KOL. Mine børn skal ikke køre mig på sygehuset ligeså tit, som jeg kører min mor, siger hun bestemt.
Gitte Vang valgte specifikt LOF’s rygestopkursus, fordi der også er en motionsdel. Hun har altid dyrket sport, men på grund af fibromyalgi, der giver smerter i sener og muskler, kan hun ikke længere holde til så meget.
- På rygestopholdet sætter man sine egne grænser, så alle kan være med. Instruktøren er god til at skubbe på, så man bliver ved, når man står og ikke kan få luft. Det er træning, man ikke bliver træt af, fordi der er så mange forskellige ting. Der er både cirkeltræning, udstrækning, intervaltræning og kredsløbstræning. Jeg kan mærke, at jeg kan meget mere nu. Der er meget mere luft, siger hun. 

Gitte Og HelleRygestopperne Gitte Vang og Helle Kristoffersen

Økonomi
Helle Kristoffersen fra Rønne møder også trofast op til træningen på rygestopholdet to gange om ugen. For hende var økonomien med til at motivere rygestoppet.
- Jeg er sygemeldt, så det begyndte at irritere mig, hvor mange penge, jeg brugte på smøger. Før røg jeg ca. en pakke om dagen. Det svarer til 1200 kroner om måneden. Nu kan bruge pengene på at få ordnet hår, få en ansigtsbehandling eller noget andet, siger Helle, der ikke har røget siden starten af september. Udover økonomien har helbredet også fået det bedre.
- Jeg har astma, men jeg behøver slet ikke så meget medicin som før. Det er faktisk kun, når jeg cykler, jeg har behov for det nu, så der sparer jeg også nogle penge. Og så er jeg blevet mere opmærksom på min sundhed generelt. Nu spiser jeg for eksempel også vitaminpiller og rigtig morgenmad, siger hun.

Sammenhold
Både Gitte og Helle er glade for den støtte, de får fra både instruktøren og de øvrige deltagere.

- Kurset virker, fordi vi er flere om det, og fordi vi har træningen som fælles aktivitet. Når man sidder derhjemme før træningen, kan man godt tænke, at man ikke orker det, men når man så kommer derhen, griner og fjoller vi en masse sammen, og bagefter har man sådan en ”yes-følelse” i hele kroppen. Vi bliver glade på hinandens vegne, når det går godt, fortæller hun.
- Ja, supplerer Gitte. – Det virker, fordi vi er et hold, og fordi man kan være med på det niveau, man nu har. Det kan man ikke på andre motionshold.

LOF tilbyder løbende rygestopkurser i hele landet. Lige nu kan du få hjælp af LOF Øresund og LOF Bornholm til at overkomme trangen til røg. LOF Bornholm har netop skabt et nyt tilbud til mennesker med KOL, der ønsker at stoppe med at ryge.

Kontakt din lokale LOF afdeling og hør om mulighederne i dit område