Anna Libak

Anna Libak

I den offentlige debat kendes Anna Libak især for sin viden om Rusland, som hun har beskæftiget sig med siden, hun blev sprogofficer i forsvaret i slutningen af 80'erne. Hun har dækket Rusland for tre aviser, og hendes udstationering som korrespondent for Berlingske Tidende 1999-2003 resulterede i bogen "Rusland på Røde Plader". Interessen for international politik i verden dyrker hun i Det Udenrigspolitiske Selskab, hvor hun er medlem af forretningsudvalget og bestyrelsen. Anna er uddannet cand. mag. i samfundsfag og russisk fra Århus Universitet. Anna er desuden også dybt optaget af kultur og litteratur. Før hun kom til Berlingske som udlandsredaktør i 2014, var hun gennem fem år litteraturredaktør på Weekendavisen, og hun holdt siden sin kulturelle interesse ved lige som smagsdommer på DR2 som fast gæst i Søndagsfrokosten på P1 og som bestyrelsesmedlem i et af Nordens største landskabsarkitektoniske firmaer, Schønherr, der står bag nogle af Danmarks mest berømte pladser, parker, og offentlige samlingssteder. Anna har også oversat kriminalromaner fra russisk sammen med sin mand, herunder blandt andet "Achilleus’ død" af Boris Akunin. I 2003 modtog Anna den Berlingske Fonds Journalistpris, 2.prisen i Jyllands-Postens prisopgave om Samfundets bærende værdier i 2001 og førsteprisen i Alt for Damernes kriminovellekonkurrence i 1993. Anna Libak er tidligere udlandsredaktør og lederskribent på Berlingske.

Kontaktoplysninger