LOF Midtjylland - Aftenskole, kurser og foredrag
Vævervej 10C
LOF på FacebookEn dag med fokus på ny inspiration til både symaskinen og strikkepindene.
Har du garn eller stofrester liggende derhjemme, som giver dig dårlig samvittighed hver gang du ser det, og tænker du på hvordan du kan få det brugt? Deltag denne lørdag og få ny inspiration til at få nyt liv i gamle klude og garnrester
PROGRAM
09.00-09.30: Ankomst og velkommen
09.30-12.00: Workshop 1
Vælg imellem:
1 A - Vithard Villumsen: Kom i bund i dit garnlager og strik det du ønsker dig!
1 B - Dorthe Wahlberg: Sy og indbind dine notesbøger
12.00-12.45: Frokost (sandwich og sodavand)
12.45-15.15: Workshop 2
Vælg imellem:
2 A - Vithard Villumsen: Strik med perler
2 B - Dorthe Wahlberg: Tekstile drømmefangere af stofskrot
15.15-15.45: Kaffe, kage og tak for i dag
Prisen er incl. sandwich, 1 vand, kaffe og kage.
Beskrivelse af workshops:
Workshop formiddag: kl. 9.30-12.00:
1 A - Vithard Villumsen: Kom i bund i dit garnlager og strik det du ønsker dig!
Er du lige faldet over et fantastisk strikkemønster, men har ikke det rigtige garn i dit lager? Eller er du kommet hjem med garn, du bare måtte købe, men mangler en opskrift til det?
På dette kursus lærer du, ved hjælp af let matematik, at erstatte garnet i opskriften med garn fra dit lager. Deltagerne bør medbringe en let opskrift, de gerne vil strikke, og garnet, de gerne vil bruge dertil (et andet end det der står i opskriften), og så lærer de at bruge de simple regler. Deltagerne skal også medbringe strikkepinde, der passer til garnet og pinde et par størrelser op og ned.
1 B - Dorthe Wahlberg: Sy og indbind dine notesbøger
På denne workshop lærer du sy omslag og indbinde bøger. I processen indgår det at sy omslaget, med applikation som udgangspunkt. Det vil sige, at du lærer at anvende vliesoflix og lave præcise afgrænsede mønstre på dit omslag. Du lærer hvordan du kan sy pænt med zigzag. Og på workshoppen lærer du teknikken til en glat indbinding, som fuldender notesbogens unikke og personlige look.
Medbring: Stofrester, nål, tråd, saks og symaskine og en notesbog. Du kan evt. også købe notesbøger på workshoppen.
Workshop eftermiddag: kl. 12.45-15.15
2 A - Vithard Villumsen: Strik med perler
Det er superhot at strikke med perler
De kan bruges til at understrege et hulmønster, som pynt på en pulsvarmer eller lignende, og så er det en nem måde at gøre dit strikketøj mere farverigt og give det mere ‘bling’.
Der er flere måder at strikke med perler, og vi skal prøve et par af dem på dette kursus.
Du skal medbringe et nøgle ensfarvet garn i strømpegarnstykkelse, og et tyndere nøgle garn (600-800 m pr. 100 gr.), gerne i lyse farver og helst uld, en tynd synål, en smule sytråd og strikkepinde 4,0 og 4,5 mm.
På kurset udleveres en pakke med yderligere materialer, som koster 50 kr. og betales direkte til Vithard.
2 B - Dorthe Wahlberg: Tekstile drømmefangere af stofskrot
Tekstile værker kan få et unikt udtryk, når de får lov at hænge frit i rum. På denne workshop skaber vi drømmefangere af stofrester, såkaldt stofskrot. Der anvendes også materialer som net fra avokado, kaffeposer, garnrester og trådrester. Du lærer at lave broderi – i hånden ud fra enkle metoder.
Medbring: Nål, tråd og saks. Du kan købe ringe til drømmefangerne på workshoppen.
Om Vithard Villumsen
Vithards passion er strik. Han har altid været optaget af hvilke mønstre, overflader og teksturer, der kan frembringes ved hjælp af to pinde og et stykke snor.
Med fødderne solidt plantet i den skandinaviske strikketradition er Vithard optaget af at undersøge og udfordre, hvad strik er, og hvad strik kan.
Vithard er den ene halvdel af dommerduoen i Den Store Strikkedyst, og forfatter til den innovative strikkebog TEXPERIMENTURE. Han er en erfaren underviser og holder foredrag og afholder kurser i både ind- og udland.
Følg med i hans strikkeliv på facebook, instagram og på hans hjemmeside.
Om Dorte Wahlberg
Dorte er autodidakt sy-kreatør og psykomotorisk terapeut med værksted i Sydhavnen i Århus. Hun samarbejder med mange forskellige borgere om at bruge syning både individuelt i en kunstnerisk retning med tekniske færdigheder og udtryk i fokus. Men bruger også syning som et socialt redskab til at skabe afspænding, forebygge ensomhed og mindske stress.
LOF har flere gode workshops/weekendkurser, som er værd at køre efter. Se vores weekendkurser her: weekendkursus
Kulturhuset Inside, Dalvej 1, 8450 Hammel