Hold fast i fritidsinteresserne og styrk din mentale sundhed – Interview med Vibeke Koushede

Hold fast i fritidsinteresserne og styrk din mentale sundhed – Interview med Vibeke Koushede

Vores mentale sundhed øges, når vi er sammen med andre om meningsfulde aktiviteter. Vi skal fokusere på alt det, der gør, at vi trives.

8. oktober 2019

Af Signe H. Damkjær

Vi mennesker trives, når vi har noget og nogen at stå op til. Når vi dyrker aktiviteter, der giver mening for os, og når vi er en del af et godt fællesskab. Det er i hvert fald fællesnævnerne, når man undersøger, hvordan glade mennesker med høj mental sundhed lever deres liv. Antallet af danskere, der oplever depressioner, angst og stress, stiger i disse år. Det positive er, at vi kan styrke vores egen og hinandens mentale sundhed ved at se på alt det, der gør, at vi trives, fremfor kun at undersøge, hvorfor vi bliver syge. I aftenskolerne mødes mennesker om en fælles interesse, de selv har valgt. Derfor er aftenskolerne en vigtig medspiller, når det handler om at styrke vores mentale sundhed.

-Mange tænker kun på psykiske lidelser, når vi taler om mental sundhed. Det er alt for snævert. Vi har brug for i langt højere grad også at fokusere på trivsel. På alt det, der gør, at vi har det godt og kan håndtere hverdagen, siger Vibeke Koushede, der er projektchef for partnerskabet ABC for mental sundhed og professor MSO i mental sundhedsfremme ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

- Hvis vi begynder at blive pressede i hverdagen, stopper vi ofte med vores fritidsaktiviteter. Det er en dum idé, for vores aktiviteter sammen med andre, er i høj grad med til at styrke og beskytte vores mentale sundhed. Derfor er lokale tilbud som aftenskoler er ikke bare nice to have, de er også need to have. Det kan meget bedre betale sig for samfundet at sende folk i aftenskole end at sende dem i behandling på et senere tidspunkt, siger hun.  

Fokus på det der styrker
ABC for mental sundhed er den første forskningsbaserede indsats, der henvender sig til hele befolkningen – også til dem, der har det godt. ABC står for Act, Belong, Commit eller på dansk: Gør noget aktivt, gør noget sammen, og gør noget meningsfuldt.

- Vi har fokus på alt det, der styrker den mentale sundhed. Og det er ens for os alle sammen - uanset om vi er rige, fattige, unge, gamle, sårbare eller mere ressourcestærke, så øges den mentale sundhed, når vi deltager i meningsfulde aktiviteter sammen med andre. Vi bliver mere modstandsdygtige og dermed bedre til at håndtere dagligdagens pres, siger Vibeke Koushede.

ABC for mental sundhed består af et stort netværk af organisationer, foreninger, kommuner og forskere, der på hver deres måde bidrager til danskernes trivsel. I LOF og andre aftenskoler kommer deltagerne, fordi de har lyst til at lære noget nyt. 
- Det betyder rigtigt meget, at vi har nogle ting vi gør, bare fordi, vi kan og fordi vi har lyst til det. Jo flere ”kan” og ”vil” ting vi har i vores liv, jo bedre kan vi håndtere vores ”skal” og ”bør”-ting, siger hun.

Fokus på fællesskab
Behovet for at fokusere på vores trivsel og på det, der beskytter den mentale sundhed, stiger desværre. Flere rammes af mentale udfordringer som depressioner, angst og stress.
- Udviklingen er især bekymrende, når man kigger på gruppen af unge og unge voksne. I løbet af de sidste mange år har der været et øget fokus på den enkeltes præstation. Men vi er sociale væsner af natur, og vi har brug for at føle, at vi hører til, er en del af fællesskabet og kan bidrage med og til noget, der rækker ud over os selv. Mental sundhed er noget vi skaber sammen. Det gør os mere sårbare, når vi fokuser så meget på den enkelte, fremfor på fællesskabet. Det kan blive sværere at sige til, hvis man har brug for mere støtte i en periode og at sige fra overfor fx arbejdsopgaver, fordi man gerne vil vise, at man kan håndtere det hele. Samtidig  kan man få oplevelsen af, at alle har travlt med at opnå deres egne ting i stedet for at bidrage til noget fælles, siger Vibeke Koushede. 

Det er derfor også en styrke for indsatsen, at LOF’s aktiviteter er rammen om gode fællesskaber, som består af mennesker fra forskellige baggrunde.  

- Vi har en tendens til at omgås dem, der ligner os selv mest, og det er en skam, for vi vinder enormt meget ved at udvide vores bekendtskaber. Det er noget af det, jeg synes, aftenskolerne er rigtigt gode til. I aftenskolen møder man mennesker, som man ikke nødvendigvis ellers ville have mødt. Det er vigtigt, fordi vi kan lære rigtig meget af hinanden, og når vi møder mennesker med en anden baggrund end vores egen, så kan det udvide vores verdenssyn siger hun.

Møder på tværs
I hele uge 41 sætter ABC for mental sundhed fokus på vores mentale sundhed og trivsel. Netop for at opfordre mennesker til at mødes i nye sammenhænge, er temaet for sundhedsugen ”Møder på tværs.” 

- Når man mødes på tværs, får man en forståelse for andres livsvilkår. Det kan bl.a. gøre, at man bliver mere taknemmelig for sin egen situation, eller at man lærer nogle tips og tricks af andre. Ældre mennesker har måske trænet deres pyt muskel i flere år. De har en anden ro, som de kan dele med de unge, som omvendt kan støtte de ældre på andre måder fx ved at hjælpe dem ind i den digitale tidsalder. Den største ressource, vi overhovedet har, det er hinanden, siger Vibeke Koushede.  

Læs mere om, hvorfor LOF er en del af ABC for mental sundhed i artiklen LOF med i ABC for mental sundhed

Læs mere om ABC for mental sundhed på abcformentalsundhed.dk

 

Aftenskolen skal være forum for debat

  • 30. marts 2018 - Vi har brug for et nyt dannelsesbegreb. Her har aftenskolen en vigtig rolle at udfylde. Lene Andersen er forfatter til bogen "The Nordic Secret." Læs mere om hendes tanker om folkeoplysning og aftenskolen i LOF's interview.

Aftenskolen styrker den mentale sundhed

  • 20. august 2018 - Aftenskolen giver liv til vigtige fællesskaber, hvor man mødes menneske til menneske og ikke som patient til klient. Derudover kan undervisningen i aftenskolen give borgerne nye værktøjer til at mestre livet. Det er rigtigt vigtigt, at vi har nogle tilbud, som man vælger af lyst, fordi man vil vide noget og interesserer sig for noget, siger Peter Thybo, forfatter til bogen Det dobbelte KRAM.

Vær aktiv sammen med andre - og lev længere

  • 23. maj 2018 - Motion er sundt. Faktisk er det så sundt at bevæge sig, at man lever længere - uanset om man er rask eller lider af en kronisk sygdom. Er du en af de mange danskere, der har et ønske om at ændre livsstil og blive mere aktive, så bliv en del af fællesskabet i LOF. Sammen fastholder vi motivationen.