Skab noget sammen – og lær at tænke selv!

Skab noget sammen – og lær at tænke selv!

Det er, når vi er i vekselvirkning med andre, vi lærer noget og udvikler os som mennesker. Livsglæden er altid lokal.

27. juni 2018

Af Signe H. Damkjær

På en skala fra 1 - 10, hvor oplyste er vi så?
- Der står fem - fem, lyder svaret hurtigt fra Tor Nørretranders. Der er nogle store idioter, som er valgt til politikere rundt omkring i verden. Og så er der mange mennesker, der opfører sig konstruktivt og laver meningsfulde fællesskaber. Sådan startede de fem landsdækkende oplysningsforbund en af de første debatter på Folkemødet 2018. Sammen med forfatteren Tor Nørretranders satte vi fokus på dannelse og livskompetencer ved arrangementet "Oplysning i en opløsningstid – Hvem har ansvaret". Det foregik i Folkeoplysningens Telt torsdag eftermiddag.

Opløsning
For selvom samfundet fungerer, og de fleste mennesker har en velfungerende tilværelse, er der en følelse af opløsning. En følelse af, at den sammenhængskraft, der har været, er ved at forsvinde. Det kommer for eksempel til udtryk gennem Brexit, valget af Trump i USA og fremkomsten af andre populistiske politikere flere steder i verden, mener Tor Nørretranders.
- Nogen føler sig overset, og så protesterer de ved at stemme på populistiske politikere. Brexit er også et udtryk for en desperation, vi er nødt til at tage alvorligt. Der er alles opgave at undersøge, hvad Brexit er et symptom på, og hvorfor situationen er opstået, siger Tor Nørretranders.
Følelsen af opløsning hænger også sammen med nye medier og moderne teknologi, som kan komme til at understøtte populismen og være med til at udbrede fake news. Det sker, når vi ikke er kritiske nok, og når vi ikke er opmærksomme på, hvordan vi opfører os over for hinanden og på hvor store enheder, vi vil være en del af, mener Tor Nørretranders.

Hvad kræver det så at kunne begå sig som borger i samfundet i dag?
- Mennesker har aldrig gjort andet end at begå sig for eksempel ved at læse ansigtstræk og finde ud af, hvad den anden mener. Nu møder vi ikke alle ansigt til ansigt længere, og det skal vi udvikle en kultur om. Vi skal skabe en ny form for demokratisk debat, og så skal vi lære at tænke selv. Oplysning handler ikke om, at mennesker skal blive klogere, fordi de er dannede. Oplysning handler om, at alle begynder at tænke selv og selv tager stilling til ting, siger Tor Nørretranders.

Se frem
Tor Nørretranders er aktuel med bogen ”Se frem – Oplysning i en opløsningstid”. Titlen afspejler, at forfatteren mener, der trods alt er grund til at se optimistisk på fremtiden, hvis vi kan inspirere mennesker til at blive en del af meningsfulde fællesskaber, hvor man skaber noget sammen. 
- Det er, når vi er i vekselvirkning med andre, vi lærer noget og udvikler os som mennesker. Teknologien betyder, at man kan dyrke sine særinteresser med mennesker andre steder i verden og så blive mere nærværende over for mennesker tæt på. Livsglæden er altid lokal. Livskvalitet handler som regel om det samfund, man er en del af og om de mennesker, man er sammen med, siger han.

Hvordan undgår vi, at den nye oplysning ikke bare bliver den, vi har i forvejen?
-
Det gør vi blandet andet ved at prøve at forstå populismen. Populismen optræder med forestillingen om, at der findes ét folk med én mening. Den populistiske politiker mener, at han eller hun ved, hvad folket mener, og at han eller hun repræsenterer det egentlige folk. Hvis vi vil bekæmpe populismen skal vi minde hinanden om, at det ikke er et folk med én holdning. Demokrati og det moderne komplekse samfund går derimod ud på at anerkende forskelligheden og uenigheden. Det er helt essentielt for, at vi kan blive klogere sammen, siger Tor Nørretranders.

Netop derfor, mener han, at de folkeoplysende fællesskaber og oplysningsforbundene er vigtige for samfundet sammenhængskraft.

-  Aftenskolerne kan være den platform, hvor mennesker kan oplyse hinanden. Deqt sted hvor mennesker mødes og udveksler erfaringer. Folkeoplysning er noget, der kommer nede fra. Det sker ikke ved at der kommer nogle kloge typer og fortæller folk, hvad de skal mene. Der findes enormt meget viden og mange vigtige kompetencer ude i samfundet. Det handler om at få folk til at dele det med hinanden.  Hvis man kan udvikle den del af mennesker og deres færdigheder, kan vi kommet et kæmpe skridt i forhold til at få folk til at tænke selv., siger han.

Hvad kan man selv gøre for at blive dannet, og hvordan træner man evnen til at se frem?
- Opskriften er, at man skal gå ud og lære noget og blive en del et fællesskab, hvor mennesker skaber noget sammen, fordi de har lyst til det. Gå på aftenskole, gør noget aktivt sammen med andre, involver dig på arbejdspladsen, dyrk sport, lav et projekt med nogen i et kælderlokale og skab en vekselvirkning med andre mennesker. Det fedest i verden er at gøre ting med andre mennesker. Og det aller mest anstrengende i verden er at gøre ting med andre mennesker. At nå til den erkendelse, det er essensen af dannelse, siger han.   

Debatten blev modereret af Henrik Christensen, formand for Oplysningsforbundene fællesråd

Aftenskolen skal være forum for debat

  • 30. marts 2018 - Vi har brug for et nyt dannelsesbegreb. Her har aftenskolen en vigtig rolle at udfylde. Lene Andersen er forfatter til bogen "The Nordic Secret." Læs mere om hendes tanker om folkeoplysning og aftenskolen i LOF's interview.

Aftenskolen styrker den mentale sundhed

  • 20. august 2018 - Aftenskolen giver liv til vigtige fællesskaber, hvor man mødes menneske til menneske og ikke som patient til klient. Derudover kan undervisningen i aftenskolen give borgerne nye værktøjer til at mestre livet. Det er rigtigt vigtigt, at vi har nogle tilbud, som man vælger af lyst, fordi man vil vide noget og interesserer sig for noget, siger Peter Thybo, forfatter til bogen Det dobbelte KRAM.

Vær aktiv sammen med andre - og lev længere

  • 23. maj 2018 - Motion er sundt. Faktisk er det så sundt at bevæge sig, at man lever længere - uanset om man er rask eller lider af en kronisk sygdom. Er du en af de mange danskere, der har et ønske om at ændre livsstil og blive mere aktive, så bliv en del af fællesskabet i LOF. Sammen fastholder vi motivationen.