Online sommerhøjskole - 6 danske kulturhistorier

Online sommerhøjskole - 6 danske kulturhistorier

Fra Guldhornene til Grundtvig - på tur i den danske kulturarv.

Tag med ud i Danmark – fra din egen stue.

Lær mere om en udsøgt buket af kulturhistoriske oplevelser i Danmark - sammen med andre. Alle de seværdigheder, vi skal høre om, gemmer på en unik historie om en egn, en by, eller en historisk bygning, der har en særlig plads i Danmarks historien. Vores dygtige oplægsholdere formidler det hele til dig i et lærende fællesskab med plads til refleksion og debat.

I løbet af seks online højskoledage kommer du på en lærerig rejse gennem Danmarks spændende nationale og lokale historier. Højskolen strækker sig gennem seks egne af Danmark fra Hobro til Bornholm og historisk set fra Guldhornene til Grundtvig.

Torsdag den 23. juli:  Æbelholt Kloster og Gurre Slot - en fortidsrejse mellem ruiner.                                                                                                Tirsdag den 28. juli: Hammershus - de bornholmske befriere.
Torsdag den 30. juli: Geopark Odsherred - landskabet, lyset og livet.
Tirsdag den 4. august: Grundtvigs kærlighed - til kvinder, Gud og Danmark.
Torsdag den 6. august: Med Hellig Kjeld og Bisp Gunnar på strejftog gennem Viborgs middelalderhistorie.
Tirsdag den 11. august: Fyrkat - fra stolpehul til ringborg - et nedslag i vikingetiden og dens forsknings historie.

Højskole er noget mange forbinder med fysiske fællesskaber, fællessang, fællesspisning, kram og levende ord. Men sådan behøver det ikke at være. Med online-højskolen ”6 danske kulturhistorier”, udfordrer LOF højskolens traditionelle form. Vores oplægsholdere har speciale i netop den seværdighed, dagens højskole handler om. Ligesom på en traditionel højskole bliver du en del af et læringsfællesskab. Hver dag starter med morgensamling og sang, og vi diskuterer dagens tema undervejs.

Læs mere om kursusværten og de 6 temaer i venstre spalte.

Sådan forløber en online højskoledag

Hver højskolegang varer 2 timer fra kl. 10-12, og du ledes igennem programmet af historiker Anders Lundt Hansen.

Kl. 10 samles vi til morgensang og introduktion til dagens tema.
Derefter går vi til dagens foredrag fra en af de 6 kulturseværdigheder i Danmark.

Som på en fysisk højskole er der plads til spørgsmål og diskussion efter foredraget, hvor Anders Lundt Hansen styrer debatten, sørger for at binde temaerne sammen og giver inspiration til videre oplevelser – online eller ude i sommerlandet.

Hver dag er der indlagt 5 minutters gymnastik, ledet af nogle af LOF’s motions undervisere fra hele landet. Vi lægger op til, at I fortsætter snakken uden for den online foredragssal og deler inspiration, oplevelser og tanker i holdets fælles facebook-gruppe.

Pris og tilmelding

Online sommerhøjskole koster kr. 275 for 6 mødegange.
Du tilmelder dig ved at kontakte en af følgende LOF skoler

LOF Bornholm
LOF Øresund Hovedstaden
LOF Midtjylland
LOF Mariagerfjord-Rebild
LOF Nordvestsjælland
LOF Køge

LOF Nord
LOF Frederikshavn
LOF Gribskov
LOF Slagelse

Du er velkommen til at invitere en ven til at se med ved skærmen - så har du én at dele oplevelsen sammen med.

Om det tekniske

Sommerhøjskolen foregår i det gratis program Zoom. Alt du skal bruge er internetforbindelse og enten en tablet, computer eller smartphone. Nogle dage før højskolen går i gang, vil du blive inviteret til en online-test af teknikken.
Her får du præsenteret, hvordan du slår billede og lyd fra og til, hvordan du kan skrive bemærkninger i chatten, hvordan du kan række hånden op etc. så du kan deltage aktivt i højskolen.

Vi er klar til at hjælpe dig i gang og lover, at det er enkelt at gå til!