Foredragsrække "Genforeningen med Sønderjylland for 100 år siden"

med Steen Ole Hedelund Jørgensen

Højskoledage
Foredragsrække med Steen Ole Hedelund Jørgensen

Tilmeld dig et enkelt foredrag eller flere til en bedre pris.
Torsdag d. 3.september 2020:
”Folkeafstemning, statskup og forsoning”

Sønderjyllands historie er lang, dramatisk, fascinerende og forvirrende. Grænselandet mellem Danmark og Tyskland har helt tilbage fra 1232, hvor kong Valdemar Sejr forærede landsdelen til sin søn Abel som hertugdømme, budt på drama.

Stridighederne mellem Danmark og Tyskland kulminerede i 1800-tallet med to krige om landsdelens statsretlige status.

I en uge sidst i marts og begyndelsen af april 1920 førte genforeningen af Sønderjylland til, at kong Christian d. 10. begik statskup for at få Flensborg indlemmet i Danmark. 
Foredraget om det seneste statskup i Danmark d. 29. marts 1920 er opbygget som en avis med dramatiske nyhedsartikler om kongens kup, og de dramatiske begivenheder gennemgåes i dramatiseret journalistisk form dag for dag og time for time.
En uge efter statskuppet blev der d. 4. april indgået et politisk forlig og roen bredte sig igen. Kongen blev sat på plads, Flensborg forblev tysk, og parlamentarismen blev igen grundlaget for at danne en regering i Danmark.

Torsdag d. 17. september 2020: "Pariserkommunen 1871"
Efter "Folkets forår" i 1848, hvor enevælden faldt i mange europæiske lande og blev erstattet af folkestyre, kom det i sidste halvdel af 1800-tallet mange steder i Europa til voldelige konflikter mellem de nye magthavere og befolkningen. Den alvorligste konfrontation skete i Paris i foråret 1871 og fik stor betydning for den politiske udvikling også i Danmark. Arbejderne i Paris væltede med vold det siddende styre, proklamerede "Pariserkommunen" med udpræget grad af direkte demokrati og vedtog en vidtrækkende politiske reformer. Efter 71 dage faldt det nye styre sidst i maj 1871. Ca. 40.000 mennesker mistede livet i gaderne i Paris under arbejdernes revolte. Men ideerne fra "Pariserkommunen" døde ikke. De spredte sig til hele Europa også til Danmark og blev venstrefløjens idegrundlag. Foredragsholderen gennemgår de dramatiske måneder i Paris og viser, hvad ideerne fra "Pariserkommunen" har betydet for dansk politik, og hvad ideerne betyder i dag for flere nationalistiske bevægelser i Europa.

Torsdag d. 1. oktober 2020: "Septemberforliget 1899"
I 1899 kom det til den alvorligste konfrontation i Danmarkshistorien mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Efter en række vilde strejker i foråret lockoutede arbejdsgiverne ca. 40.000 lønmodtagere. Danmark blev lammet, og blandt arbejdstagerne var uroen stor og internationalt blev der samlet penge ind til de danske arbejdere. I starten af september 1899 efter fire måneders hård arbejdskamp blev der indgået et forlig. "Septemberforliget" fik meget stor betydning for det danske arbejdsmarked. Det blev arbejdsmarkedets grundlov. Foredragsholderen gennemgår det højdramatiske forløb, der endte med at få historisk betydning i Danmark.

Torsdag d. 15. oktober 2020: "Intethedens brigade – om medier, magt og manipulationer"
"Intethedens Brigade" er en analyse af mediernes magt. Synspunktet er, at tidens medier, spindoktorer og meningsdannere manipulerer med folk ud fra en tese om, at vi ikke kan danne vores meninger selv. Det er en forkert tese, som angribes i foredraget. Foredragsholderen har arbejdet på TV-Avisen som tv-reporter og viser eksemplar på mediemanipulation. Han drager linjerne til tidens falske nyheder, der i stigende grad påvirker demokratiet og demokratiske valg.

Torsdag d. 29. oktober 2020: "Derfor vinder Trump præsidentvalget på tirsdag"
-et causeri baseret på foredragsholderens rundrejser i USA. Udgangspunktet er USA´s nye politiske virkelighed under præsident Donald Trump. Foredragsholderen viser en række videoer og billeder og reflekterer over lighedspunkter mellem dagens politik i USA og i Danmark. Alting er større i USA i sammenligning med Danmark: geografien, byerne, motorvejene og forskellene mellem øst og vest, nord og syd. Men er forskellene i etik og moral også bare meget større, hvad angår ulighed, frihed, det multikulturelle, racisme, politisk cirkus og praleri? Kan vi genfinde synlige fænomener fra stormagten USA i lille Danmark Og hvordan mon Donald Trump har det med de syv dødssynder? Det er et tema i foredraget, at som politik på topplan praktiseres i dag, handler det også om politikernes selvfremstilling og spin, altså om forsøg på at kontrollere medierne. Foredragsholderen konkluderer i en skarp analyse, at Donald Trump bliver genvalgt som præsident d. 3. november 2020. Det vil få store konsekvenser for Danmark.

Torsdag d. 12. november 2020: "Ungdommen er vred"
Spændingerne mellem generationerne politisk er vokset de sidste par år. I dag mærker vi spændingerne tydeligt. Det er en trussel mod sammenhængskraften i det danske samfund. Ældre generationer har stor tillid til det repræsentative demokrati. De unge derimod formulerer stærk kritik af politikere, som de opfatter som handlingslammede, og de unge ytrer deres kritik i vrede. Det er en trussel mod demokratiet. Foredragsholderens analyserer, hvorfor de unge er vrede, og hvad konsekvenserne er for der repræsentative demokrati. I en debatskabende analyse argumenterer han for, at der hurtigst muligt findes en ny politisk vej mellem alle generationer i en tid, hvor store politiske opgaver f.eks. indgreb mod klimaforandringerne, beskyttelse af miljøet og kampen mod uligheden er på den politiske dagsorden. Finder generationerne ikke hinanden, vil mistilliden blandt unge til det politiske system vokse til skade for alle. Og til skade for demokratiet.


Torsdag d. 26 november "Efter Coronakrisen - nye politiske muligheder"
Coronakrisen har sat fokus på alle små og store tandhjul i velfærdsstaten.
Den normale politiske debat mellem partierne har ændret sig, fordi al politik nu er underlagt hensynet til at beskytte folkesundheden. Samtidig skal vi i fællesskab genoprette samfundsøkonomien.
Under coronakrisen især i foråret oplevede vi et samarbejde mellem partierne, som vi sjældent har set. Partierne opgav skarpe ideologiske synspunkter og forslag.
Der opstod en politisk samhørighed.
I foredraget argumenterer foredragsholderen for, at partierne skal fortsætte denne samhørighed. Coronakrisen giver mulighed for at tænke og praktisere politik i et langt bredere samarbejde end tidligere.
Foredragsholderen peger på, at samhørigheden bliver nødvendig og fordelagtig, når andre politiske opgaver skal løses, f.eks. genopretningen af samfundsøkonomien, hensynet til miljøet og biodiversiteten og klimakrisen.

 

 

Nummer
202133 - Foredragsrække "Genforeningen med Sønderjylland for 100 år siden"
Første mødegang
torsdag den 03.09.20 kl. 13:00 - 15:30
Undervisere
Adresse

Fantasien, Finlandsgade 39, 7430 Ikast

Se på kort

Mødegange
1
Pris
Pakkepris for alle 7 foredrag i rækken
DKK 480,00
Pakkepris for 6 foredrag
DKK 420,00
Pakkepris for 4 foredrag
DKK 300,00
Deltager til et foredrag
DKK 80,00
torsdag den 03.09.20

Kl. 13:00 - 15:30

Med Steen Ole Jørgensen

Finlandsgade 39, 7430 (Salen)

Se på kort