LOF HASLEV åbner igen og fejrer jubilæum - 75-år for folkeoplysning og dannelse

LOF HASLEV åbner igen og fejrer jubilæum - 75-år for folkeoplysning og dannelse

Efter et par triste måneder med tomme undervisningslokaler kan LOF Haslev nu endelig slå dørene op igen.

Coronakrisen har afsløret et stort behov for aftenskolens fællesskaber. I LOF Haslev har man dog vidst det længe. I år er det nemlig 75 år siden, LOF blev stiftet netop med det formål at give danskerne adgang til livslang læring og meningsfulde aktiviteter sammen med andre.


Onsdag den 27. maj var en glædens dag for LOF Haslev. Fra den dato måtte aftenskolerne nemlig igen lave aktiviteter efter at have været lukket ned siden midten af marts. Behovet for gode fællesskaber er stort, hvis man spørger aftenskolen deltagere. Vi bruger nu tiden på at forberede efterårssæsonen og sæsonstart medio august måned, oplyser skoleleder Claus Kronborg.


- Vi ved fra vores undervisere, at deltagerne har savnet deres aktiviteter og de stærke fællesskaber, som findes på LOF Haslevs hold. Nogle har følt sig decideret ensomme under nedlukningen. Andre har bare savnet den energi, som aftenskoleaktiviteten giver dem til at klare dagligdagen.

LOF Haslev er bevidst om, at mange af de deltagere, der nu kan komme tilbage til deres hold i efteråret, tilhører den gruppe mennesker, som nedlukningen har sigtet mod at beskytte. Derfor kommer aktiviteterne i lidt andre rammer med fokus på at undgå smitte.

- Vi holder stadig god afstand, og afventer retningslinier omkring vores opstart, så selv sårbare deltagere kan være med hos os, siger skoleleder Claus Kronborg.

Jubilæum i en coronatid 
For LOF Haslev har det været særlig ærgerligt at lukke  for aktiviteterne i foråret 2020, der er LOF’s jubilæumsår. Til september er det 75 år siden LOF blev stiftet. De nedlukkede aktiviteter har været en stor kontrast til den livsglæde, energi og ånd, der normalt strømmer blandt undervisere og deltagere. Men i et historisk perspektiv kunne man næsten ikke tænke sig en mere passede måde at markere LOF’s jubilæum på. For det var sådan, LOF blev til.


Venstre begyndte at arbejde med tankerne om et liberalt oplysningsforbund allerede i 1930´erne. Man ville ikke stå tilbage for Socialdemokratiet, der allerede i 1924 stiftede AOF. Planerne med LOF blev dog officielt udskudt på grund af besættelsen. Man oprettede i stedet Dansk Studiekredsforening som dække for at omgå et tysk forbud mod politisk aktivitet. Her arbejdede liberale ildsjæle videre med planerne om et oplysningsforbund. Den første bestyrelse for LOF konstituerede sig den 21. september 1945 med den daværende socialminister S. P. Larsen (V) som formand.

Takket være den hemmelige indsats under krigen var LOF klar allerede i efteråret, der fulgte befrielsen.
Først et par år senere kunne de konservative følge efter med FOF, mens de radikale ventede til 1952 med at etablere Frit Oplysningsforbund. Oplysningsforbundene er alle udsprunget af efterkrigstidens tanke om, at
demokratiet skulle omfatte mere end politik nemlig også økonomi, kultur, sociale forhold og adgang til viden.

- Nazismen viste os, hvor vigtigt det er, at vi har adgang til viden hele livet, at vi lærer at tænke kritisk, og at vi mødes og diskuterer ting på tværs af samfundets grupper. Derfor var der brug for folkeoplysningen. I dag har vi måske mere end nogensinde brug for fællesskaber på tværs. Danmark har brug for at sikre, at alle får adgang til livslang læring. LOF Haslev er også med til at give mennesker i vores lokalområde adgang til aktiviteter, der holder os sunde og raske fysisk såvel som mentalt, oplyser skoleleder Claus Kronborg.


Kreatitivet
Selvom Coronanedlukningen har været hård for LOF, glæder skolelederen sig over, at perioden har sat gang i kreativiteten.
- Vi har fået mulighed for at prøve nogle nye tiltag i af i samarbejde med vores undervisere som for eksempel onlineundervisning. Vi har også udviklet aktiviteter, der kan foregå udendørs. Det er vigtigt for os, at vi har aktiviteter og fællesskaber til borgerne, så længe samfundet er præget af corona, og det vil vi nok være et stykke tid endnu, siger Claus Kronborg.


LOF Haslev er nu ved at planlægge, hvordan jubilæet kan markeres til efteråret i en tid, hvor vi stadig skal tage vores forholdsregler. Foreløbig glæder Claus Kronborg sig til at møde både nuværende og nye deltagere igen til aftenskolens aktiviteter.

Se vores aktiviteter – der er også noget for dig. Se mere på lof.dk/haslev.